Et pragtværk om vor fælles historie, kultur, kunst, litteratur – besøg Limfjorden ”i kuling fra Hals og til Harboør”, en meget personlig beskrivelse i billede og ord

”Jeg vil bede den gunstige læser angribe den (bogen, red) som en æske fyldte chokolader, hvor man begynder med sine yndlingsstykker, for under tiden før ventet at konstatere, at kassen er tom”.

Således skriver Hans Edvard Nørregaard-Nielsen i forordet, og man må sige, at han ikke sætter sit lys under en skæppe. Eller også er han – med rette – pavestolt af det pragtværk, han sammen med fotografen Kirsten Klein har foræret danskerne om fortid, nutid, kunst, kultur og litteratur i en spændende del af det, nogen vil kalde Udkantsdanmark.

Således ansporet begav jeg mig straks til bind 2, der bl.a. dækker den Limfjordsø, jeg kender bedst og besøger igen og igen. Og jeg læste: Om århundredgamle beskrivelser af øen, fossiler, kunst, kultur, litteratur – manden kommer vidt omkring, og sammen Kirsten Kleins fotos råber han: Kom, kom tilbage til Fur! Ja, jeg kommer! For nu ved jeg så uendeligt meget mere om øen, selv om jeg egentlig troede at jeg vidste meget.

Kan bogen også gøre det samme med et sted, jeg ikke kender og elsker? Ja! Tømmerby Kirke, Sankt Jørgensbjerg og mange andre steder venter kun på mit besøg. Og jeg har ikke læst begge de store bind endnu, det gøres bedst i bidder. Ligesom chokoladen.

Ikke siden ’De Danskes Land’ af Achton Friis og ’Livet på øerne’ af Erik Aalbæk Jensen er der udkommet noget lignende, og så er det alligevel noget helt andet. Dette er en dybt personlig skildring af to menneskers intense kendskab og kærlighed til et område. Et område der skærer sig gennem det nordlige Jylland fra Thyborøn og Cheminova i vest til Hals Barre i øst, hvor Limfjorden forbinder Vesterhavet med Kattegat.

Cheminova? Ja, det her er ikke hjemstavnslitteratur, men en bog om Limfjorden i går og i dag.

’Limfjorden: stemmer og steder’ er ikke et illustreret værk, men et værk hvor billeder og tekst går op i en højere enhed; man kan nøjes med at læse teksten eller udelukkende betragte billederne og i begge tilfælde få noget ud af bogen. Men begge dele ville være synd og skam.

Chokoladeæsken er ikke tom, der skulle jo gerne være noget at glæde sig til. Så nu står ‘Limfjorden: stemmer og steder’ henne i reolen og hygger sig sammen med Achton Friis – og jeg skal nok få gang i begge i fremtiden.

Kirsten Klein og Hans Edvard Nørregaard-Nielsen: Limfjorden: stemmer og steder

Gyldendal, 2011. Bind 1-2
Også anmeldt på Litteratursiden

Skøn ny Fantasy-serie om vildheksen Clara der, støttet af vildvennen Kat, lærer at gå egne vildveje – og om pigen Clara der skal lære at være menneske OG vildheks.

Clara er en helt almindelig 12-årig pige, hendes forældre er skilt, hendes bedsteven er jævnaldrende Oscar – men de er ialfald ikke kærester!

Da hun en regnfuld morgen bliver overfaldet af en stor sort kat i cykelkælderen og får kattekradsesyge, en sygdom der kun kan kureres af mors mystiske søster, Isa, går det op for hende at hun ikke er helt almindelig.

Moster Isa bebrejder Claras mor at hun lod Clara blive 12 år uden at fortælle hende sandheden: At hun er en vildheks. Og nu skal Clara – noget modvilligt – i vildhekselære hos moster Isa; hun er ikke ret god og savner Oscar og sin mor. Men da det virkelig gælder, og hun bliver udfordret af den faldne vildheks, Kimæra, viser det sig at hun har ekstraordinære kræfter, selv for en vildheks.

I anden del, ‘Viridians blod’, lykkes det Clara at stække Kimæra, men her i 3. del vender Kimæra grusomt tilbage for at hævne sig.

Lene Kaaberbøls fantasy-serie er bygget over en kendt model: To parallelle universer, vort eget og et magisk univers, og et barn der har ekstraordinære evner og en høj moral.

I Vildheks-serien udvikler Clara sig, mens hun lærer at leve med at hun er den hun er: en vildheks Og et menneske. Selv om hun SÅ gerne bare ville være almindelig.

Det interessante er at “det onde” måske ikke er – eller altid har været – ondt. I ‘Kimæras hævn’ kommer Clara på vildrejse i Kimæras baggrund og opdager at verden måske ikke er helt så sort/hvid som vi gerne ser den.

OK – Lene Kaaberbøl benytter sig af de parallelle universer, vi kender fra fx Harry Potter-bøgerne, og det hjælpende dyr, benyttet af Phillip Pullman i ‘Det gyldne kompas’, men hun gør det på en meget dansk måde: vi nikker genkendende til ejendommens cykelkælder og skolegårdens tyran – og så er vi lige hos moster Isa der serverer urtete og helbreder syge dyr, ren økologi .

Så kan det ikke blive meget bedre for børn i alderen 9-99 der elsker Fantasy – måske lige bortset fra forfatterens Skammer-serie som er det bedste danske Fantasy jeg har læst.

Lene Kaaberbøl: Kimæras hævn (Vildheks, 3)

Alvilda, 2012. 158 sider
Også anmeldt på Litteratursiden

En kvindes styrt i døden åbner døren til en dyb og skæbnesvanger hemmelighed.

Louise Rick er udnævnt til chef for en ny enhed under politiet, der tager sig af eftersøgte personer. Hun og hendes nye makker, Eik, tilkaldes, da man ikke kan identificere offeret for et hændeligt uheld. En kvinde er styrtet ned af en skrænt, men ingen ved hvem hun er, og ingen har meldt hende savnet.

Louise må vende tilbage til sin hjemegn, må igen møde Kim (‘Aldrig mere fri’) og bliver også nødt til at konfrontere sin ungdoms spøgelser – hun kommer videre. Arbejdet med sagen afdækker en dyster hemmelighed og nogen barske skæbner.

Sara Blædel tager med denne velskrevne krimi hul på problematikken med  “åndsvageforsorgen” – ikke for 100 år siden, men inden for en overskuelig årrække, 1970-80′rne, hvor fastspænding og tvangsfodring tilsyneladende var daglig kost.

Efter en Sara Blædel-pause er jeg igen med på vognen. ‘De glemte piger’ er en vedkommende roman om, hvordan vi behandler de af vore medborgere, der ikke kan klare sig selv, og hvordan man – hvis man har magt som man har agt – kan omgå reglerne.

Sara Blædel: De glemte piger

People’s Press, 2011. 314 sider

Også anmeldt på Litteratursiden

At mand møder kvinde er ikke et særsyn i litteraturen, men Helena og Anders har begge en usædvanlig tung bagage at slæbe rundt på.

Karin Alvtegen er tilbage, denne gang med en psykologisk roman om hvordan man påvirkes af barndommens traumer, og hvordan man, netop fordi man ikke ønsker at gentage egne forældres fejl, alligevel kommer til at gøre det forkerte.

Anders dukker op på Helenas hotel i Nordsverige efter et mislykket selvmordsforsøg og bliver ansat som håndværker; Helena slikker sårene efter at manden har forladt hende og det, hun troede var deres fælles drøm, og er rejst “hjem” til Stockholm. Hun vil gøre alt for at 13-årige Emelie skal få en god og harmonisk barndom, men hvorfor forsøger hun så at forhindre hende i have kontakt med sin far?

Anders og Helena, to knudemennesker, åbner og lukker sig for hinanden, men der sker noget med dem, ikke mindst på grund af særlingen Verner, der bor alene i skoven og absolut ikke er som andre.

Karin Alvtegen har tidligere skrevet en række kriminalromaner, hvor det psykologiske aspekt altid har vejet tungere en morderjagt og politiarbejde. Her har hun så forladt det kriminelle miljø og kastet sig ud i en historie om to, nej flere, mennesker, som gør det mere end almindeligt svært for sig selv – og hun gør det SÅ godt!

Beskrivelsen af det lille samfund, og især de to kvinder, barndomsveninderne Helena og Karin, minder mig om min barndoms landsby: Uanset hvad man gør, er der øjne der ser, man tænker sig om før man vælger at gå en uskyldig aftentur: Hvad vil den og den dog tænke? Og alting skal være som det var, og alting er de andres skyld.

Både Helena, Anders og Karin får rykket ved deres egne fordomme, men lærer de mon noget af de nyvundne erfaringer? Og handler de derefter?

Karin Alvtegen: En sannolik historia

Brombergs, 2010. 320 sider
Dansk udgave: ‘En sandsynlig historie’, Tiderne skifter, 2011. 294 sider
Oversat af Mone Hvass

Også anmeldt på Litteratursiden

Total: 37 titler

Heraf: Fagbøger: 3

Børnebøger: 2

Lydbøger: 12

Krimier: 16 – et vidt begreb der dækker Agatha Christie over Den sidste sura (en arabisk krimi) til The White Garden (om Virginia Woolfs dagbog der starter dagen efter hendes selvmord)

Bøger på originalsproget: Engelsk: 7 – Svensk: 2 – Norsk: 1

Jeg ville nok ønske at jeg havde læst flere på originalsproget, da ikke alle oversættelser var lige gode.

Af disse titler har jeg anmeldt til: Litteratursiden: 10 - Bogrummet: 2

Bøgerne

Anbefales varmt

Anbefales ikke

1. Emily Brontë: Wuthering Heights
2. Arturo Pérez-Reverte: Det flamske maleri
3. Vidar Sunstøl: Drømmenes land
4. Vidar Sundstøl: De døde
5. Ian McEwan: Amsterdam
6. Wouter van Maestricht: Spansk ild
7. Nerea Riesco: Elfenbenselefanten
8. Agatha Christie: They do it with Mirrors
9. Peter Robinson: I en tør tid
10. Elsebeth Egholm: Tre hundes tid
11. Robert Goddard: Caught in the Light
12. Stefan Zweig: Skaknovelle
13. Peter Robinson: Kold er graven
14. Stephanie Barron: The White Garden: A novel of Virginia Woolf
15. Kenneth Bøgh Andersen: Djævelens lærling (Den store djævlekrig, 1)
16. Anne Brontë: Agnes Grey
17. Salman Rushdie: Luka og livets ild
18. Ann Rosman: Själakistan
19. Kenneth Bøgh Andersen: Dødens terning (Den store djævlekrig, 2)
20. Agneta Pleijel: Søster og bror
21. Colm Toíbín: Brooklyn
22. Jørgen Brekke: Nådens omkreds
23. Lone Aburas: Den svære toer
24. Robert Goddard: Found Wanting
25. Martin Jensen: Frit gennem Jylland
26. F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby
27. G. Carofiglio: Med lukkede øjne
28. Agatha Christie: En af os er morderen
29. Arne Dahl: Viskleken
30. Zoë Ferraris: Den sidste sura
31. David Vann: Caribou Island
32. Tahar Ben Jelloun: Det arabiske forår
33. Tom Buk-Swienty: Slagtebænk Dybbøl
34. César Aíra: Spøgelserne
35. Ian McEwan: Atonement
36. Ferdinand von Schirach: Skyld
37. Tom Buk-Swienty: Dommedag Als: 29. juni 1864

Anbefalinger og advarsler

Et år med WordPress og Bøgernes labyrint er gået. Aktiviteten har måske ikke været overvældende, og jeg har heller ikke fået læst så mange bøger, som jeg havde håbet. Men håbet er lysegrønt – i 2012 vil det gå meget bedre

Ved årsskiftet plejer jeg at tage bestik af hvad jeg har læst i det forgangne år. Når jeg ser tilbage på 2011, er der to titler, der springer i øjnene som fantastiske bøger, bøger der har rokket ved noget i mig.

‘Brooklyn’ af irsk-amerikanske Colm Toíbín

Giv dig selv den gave at læse ’Brooklyn’ – vidunderlig, lavmælt psykologisk roman om at finde sine egne ben i verden, både den kendte og den ukendte.

Læs min anmeldelse her: Brooklyn af Colm Toíbin

_________________________________________________________________________________________________

‘Caribou Island’ af David Vann, USA

En knugende skildring af parforhold, når de er værst. Det lyder som en skrækkelig bog, og det er det også, men den er så velskrevet at det gør ondt. Den beskriver den kulde, der hersker i Alaska og mellem hovedpersonerne som intet andet, jeg har læst. Det var en meget stærk læseoplevelse.

Jeg fik aldrig skrevet en anmeldelse af den, men kan varmt anbefale ‘Caribou Island’

_________________________________________________________________________________________________

Krimier

Året har bragt to gensyn og en nyopdagelse inden for genren:

• Ny norsk krimiforfatter, Jørgen Brekke, debuterer lovende med ‘Nådens omkreds’ - en “lærd krimi” med rødder i norsk og europæisk middelalder
• Arne Dahl er på banen igen med en ny serie med afsæt i A-gruppen, men med europæisk base. Der er gamle og nye ansigter, og efter at have læst første del, ‘Hviskeleg’, glæder jeg mig til de kommende. ‘Hviskeleg’ løb helt fortjent med prisen for Årets bedste kriminalroman i Sverige 2011.
• I et anfald af nostalgi genlæste jeg for jeg ved ikke hvilken gang ‘En af os er morderen’ af Agatha Christie. Eminent plot, og selv om jeg egentlig godt ved hvordan det hænger sammen fra tidligere læsninger, forbløffes jeg hver gang over enkelheden og genialiteten i bogen. Og hun klarer det på små 168 sider. Lær af det, Jo Nesbø og Erik Valeur!

_________________________________________________________________________________________________

Der er også to gedigne skuffelser, som jeg vil forbigå i tavshed, men de nysgerrige kan læse mine anmeldelser her: ‘Spansk ild’ af Wouter van Mastricht og ‘Elfenbenselefanten’ af Nerea Riesco. Selv underholdningsromaner med tjubang kan godt være skrevet ordentligt og troværdigt for slet ikke at tale om oversat ordentligt.

Lavmælte, men alligevel uhyggeligt indtrængende og spændende tyske kriminalnoveller med afsæt i det virkelige liv.

Mord, voldtægt, narko, pædofili, incest og vold findes i rigeligt mål i kriminallitteraturen, også i denne samling af kriminalfortællinger af Ferdinand von Schirach. Der er dog dén forskel at de temaer, han behandler, ikke er det rene opspind, de er alle inspireret af sager han har haft som forsvarsadvokat:

Fx den indledende novelle, Byfest, om en massevoldtægt, hvorefter et byorkester aldrig spiller mere; Anatomi om hvordan en uheldig bilist gør sig skyldig i uagtsomt manddrab og derved redder et liv; og Udligning hvor der er stor forståelse og sympati for kvinden, der efter 10 år i et voldshelvede af et ægteskab slår sin mand ihjel – han har netop meddelt at datteren nu er gammel nok.

Lidt anderledes og absurd morsom er Nøglen om Atris, der ifølge sin egen far ”er så dum at han ikke er i stand til at gå lige”. Ham og makkeren har gang i en stor narkohandel, og mens makkeren drager af til Amsterdam for at afslutte handlen, får Atris tre simple opgaver: at passe på makkerens Grand Danois og Maserati, samt på nøglen til boksen med pengene. Let nok – indtil køteren æder boksnøglen!

Hvor tidens krimitrend er at jo flere lig, jo mere blod og udpenslet vold, jo bedre, er von Schirachs prosa enkel og faktuel. Det gør ikke novellerne mindre uhyggelige, tværtimod. Hverdagens dramaer er barsk læsning, som ikke lader en uberørt.

Alle novellerne cirkler omkring skyldsspørgsmålet, som bogens titel lader ane. Er det de virkeligt skyldige, der bliver dømt? Og hvordan vurderes skyld? Det er jo ikke ligefrem en eksakt videnskab. Er den 15-årige pige skyldig, der ni måneder efter en voldtægt opdager at mavepinen er en fødsel og i chok lader barnet drukne i toilettet? Eller er nabokonen der afviste at hjælpe hende, for ”det kom jo ikke hende ved”?

Ferdinand von Schirach har tidligere udgivet novellesamlingen ’Forbrydelser’.

Ferdinand von Schirach: Skyld - kriminalfortællinger

Gyldendal, 2011. 155 sider
Originaltitel: Schuld. 2010
Oversat af Anneli Høier

Også anmeldt på Litteratursiden

Argentinerne er tilbage med guf for dem, der er vilde med ikke helt at vide hvad det lige er der sker i denne her bog.

Man taler om ”det store boom” i latinamerikansk litteratur og tænker hermed på Gabriel García Márquez, Mario Vargas Llosa, J.L. Borges m.fl. Det har åbenbart været svært for yngre generationer at følge efter, for der fulgte et tomrum.

Nu er yngre forfattere som chilenske Roberto Bolaño og argentinske César Aira dukket op og begynder at blive oversat til dansk. De kan fuldt ud leve op til deres forgængere, men de er helt deres egne: Avantgardistiske, fascinerende, underlige og umulige at lægge fra sig – selv om man ikke lige forstår hvad det er man læser

’Spøgelserne’ starter som en slags kollektivroman om et ufærdigt labyrintisk (vi er jo i Buenos Aires) luksusbyggeri med manglende og pludseligt opstående skillevægge, manglende afskærmning og overvåget af en fordrukken chilensk opsynsmand uden opholdstilladelse. Han bor midlertidigt i en bolig på taget sammen med sin børnerige familie.

Fokus skifter fra arkitekten til bygherren, til køberne, til håndværkerne … Men lige så stille samles fokus på familien på taget, især moren Elisa og efterhånden helt på hendes datter af første ægteskab, 15-årige Patri.

31. december – der er bagende varmt (sydlige halvklode!): Formiddag: åbent hus for køberne og deres arkitekter – byggeriet er stærkt forsinket, et synonym kunne være ”byggesjusk”. Frokost: Håndværkerne spiser fælles frokost og har halv fridag. Nytårsaften: Familien på taget planlægger nytårsfest.

Men bygningen har allerede beboere, nemlig svævende, meget realistiske kødfulde spøgelser dækket af cementstøv, som kun Elisa og Patri opfatter. Elisa føler det forstyrrende, mens de for Patri er mere virkelige, og denne aften kommunikerer de med hende og inviterer hende til deres nytårsfest – men ”Du er selvfølgelig nødt til at være død” (s.111).

Sidste del af romanen er som et crescendo, hvad beslutter Patri?

Dejligt at latinamerikanerne igen er på banen, man kan kun glæde sig til næste oversættelse af den velskrivende César Aira, der efter sigende bliver ’Cómo me hice monja’ fra 1993 (’Hvordan jeg blev nonne’?).

César Aira: Spøgelserne

Tiderne skifter, 2011. 146 sider¨
Originaltitel: Los fantasmas, 1990
Oversat af Rigmor Kappel Schmidt

Også publiceret på Litteratursiden og Isla Negra

Underholdende og indsigtsfuld lille bog om de arabiske folks spontane opstand mod diktatur og undertrykkelse i foråret 2011

”Mubarak dør og kommer i Helvede. Det er to tidligere egyptiske præsidenter, der tager imod ham, Anwar Sadat og Gamal Abdel Nasser. De spørger ham: ”Hvordan blev du dræbt, af en kugle eller af gift?” Mubarak svarer: ”Af Facebook!”.

Facebook, Twitter og mobiltelefoner har da også besværliggjort de arabiske regimers forsøg på at kontrollere befolkningen, som de har gjort i årevis. Nedlukning af internettet har ikke hjulpet, folkemasserne har fundet sammen og vist sig at være stærkere end landenes diktatorer, der i flere tilfælde har ”arvet” embedet efter deres far og bliver ”genvalgt” gang på gang med ”meget høj stemmeprocent”.

Den marokkanske forfatter, Tahar Ben Jelloun, kendt fra bl.a. ’Sandbarnet’ og ’Rejsen’, er en ivrig deltager i samfundsdebatten, og han tager i ’Det arabiske forår’ til genmæle mod beskyldningerne mod de intellektuelle for at være tavse i forhold til den folkelige opstand.

I en række essays, Gnisten, beskrives begivenhederne i de forskellige lande med fokus på enkeltpersoner der uforskyldt kommer i myndighedernes søgelys. Der indledes med et par underholdende essays med titlerne I Mubaraks hoved og I Ben Alis hoved hvor herskerne ikke fatter hvad deres folk dog gør mod dem – og i øvrigt har problemer med at få farvet deres hår.

Bogens sidste essay, Med ilden, er fortællingen om den tunesiske gadesælger, Mohamed Bouazizi. Den beretter i skønlitterær form om hans liv og hvordan han i december 2010 blev drevet til at sætte ild til sig selv foran Rådhuset i sin by og dermed blev den gnist, der antændte det arabiske forår.

Således sætter han ansigt på både undertrykkerne og de undertrykte, og det er denne lille bogs force.

Ben Jelloun har skrevet sin bog midt under begivenhederne og har derfor ikke afstandens distance, til gengæld har han engagementets styrke, sprogets styrke – og alligevel den afstand at han er veluddannet og bor i Frankrig. Det er en meget personlig bog, og han nærer ikke noget ønske om at være objektiv.

Oprørerne i Libyen vandt efter en lang og hård kamp, og der er afholdt valg i Tunesien, men situationen er stadig usikker i mange lande. Hvad fremtiden vil bringe er af største betydning og ikke blot for de involverede lande.

Tahar Ben Jelloun: Det arabiske forår

Per Kofod, 2011. 127 sider
Originaludgave: Étincelle, Par le feu
Oversat af Elin Lassen

Også anmeldt på Litteratursiden

Oh, en ny Arne Dahl, starten på en ny serie om den internationale kriminalitet og forsøget på at bekæmpe den. Spændingen var stor – ligeså fryden

I erkendelse af at kriminaliteten – på mange måder – er grænseoverskridende, har Europol oprettet en ny enhed, Opcop. Den er godt nok ikke operativ, men så er den det alligevel – uofficielt.

Som altid hos Arne Dahl skal man holde tungen lige i munden: En svensk møbelfabrikant med børneporno på computeren – eller er det nu dét han har gang i? Hvorfor har han sendt mails til mafiaen?; En kvinde findes på Hampstead Heath i London, torteret ihjel og anbragt, så hun ligner klassisk kunst, i hendes anus findes en besked til Europols operative enhed – som officielt ikke findes; En svedende kineser køres over ved et topmøde i London og hvisker sine sidste ord i Opcops uofficielle observatørs øre – observatøren hedder Arto Söderstedt.

Så frygt ikke: Vi skal ikke sige farvel til A-gruppen; Poul Hjelm er leder for Opcop og har taget Arto med sig til Haag og har lånt Jorge Chavez. Hjemme i Stockholm bidrager deres bedre halvdele, Kerstin og Sara, til opklaringen. Men vi møder nye mennesker, mange lande bidrager med meget forskelligartede individer, som viser sig at arbejde med – og imod (konstruktivt) – hinanden. Og vi kommer til at elske dem – og sørge over dem, der ikke overlever aktionen. For Opcop er oppe imod meget farlige kræfter.

Begivenhederne spreder gruppen over hele Europa, for den økonomiske kriminalitet er i den grad grænseoverskridende. I kampen benytter Opcop sig med stor selvfølgelighed af moderne teknologi, så afstand ikke er en hindring

Hviskeleg? Vi kender den vel fra børnefødselsdagen, hvor en sætning blev hvisket fra den ene til den anden bordet rundt – den forandredes drastisk undervejs. Ligeså den døende kinesers ord i Artos øre, der skal identificeres og oversættes, og Mareks indiskretion over for et polsk one-night-stand, der får så gruelige konsekvenser.

Arne Dahl er tilbage i topform med humor, alvor, dramatik og et overordentligt sprudlende sprog. Musikken spiller selvfølgelig også en stor rolle, især Premonition (Leucocyte) af den svenske jazzmusiker Esbjörn Svensson. Premonition betyder forudanelse og er indføjet i mange af bogens passager. Og herlig er Chavez’ opremsning af basgange som et mantra før en aktion – remsen fylder det meste af en side og gør en helt nostalgisk og salig.

Jeg kan simpelthen ikke vente til næste del!!!

Viskleken af Arne Dahl.

Albert Bonnier, 2011. 503 sider.
Dansk udgave: Hviskeleg. Modtryk, 2011. 478 sider.
Oversat af Anders Johansen

10 mennesker alene på en ø, en efter en bliver de myrdet. Hvorfor? Og af hvem? For der ER ikke andre på øen. Uhygge og mistænksomhed stiger for hvert offer.

En af Englands største – og i al fald mest produktive – krimidronninger har begået et mesterstykke og en klassiker inden for undergenren: Det lukkede rum.

Et antal mennesker, her ti, er samlet et sted, som ingen andre kan komme til, og de kan ikke komme væk. Hvem af de tilstedeværende begik mordet? Og i dette tilfælde alle ti?

De ti er blevet inviteret til en luksusferie på Nigger Island ud for Devons kyst, tilsyneladende af en de kender. Værten kan ”desværre” ikke være til stede, og under den første fælles middag afsløres det at alle gæsterne har et liv på samvittigheden, men ikke en sag for domstolene. Men ”værten” har opstillet en moralsk domstol, og gæsterne myrdes – en efter en – ifølge børnerimet ”Ten little niggers” (dansk ”Ti små cyklister”) – en uundgåelig elimineringsproces.

Gæsterne består af et pænt udsnit af Englands befolkning – læs: klasser – og beskrivelsen er fremragende. Fra den snerpede pebermø, der drev en tjenestepige til selvmord, til den charmerende, men anløbne eventyrer, der med overlæg overlod en gruppe indfødte til den visse død, over læger, dommere, guvernanter og andre der har ondt i samvittigheden – eller burde have det. Der er selvransagelser – hos nogle, andre reagerer med handling og beskyldninger.

Selv om jeg har læst bogen flere gange før, sidder jeg stadig med hjertet i hænderne, når jeg genlæser den. Damen kan det der med suspense. Nutidige forfattere benytter sig af hundredvis af sider med blodige lig, men Agatha Christie kan på 168 sider levere 100 % tætpakket uhygge og spænding.

Agatha Christie har skrevet et utal af kriminalromaner, mange er elendige, mange er OK underholdning – og nogle er fænomenal spændingslæsning. ”En af os er morderen” er absolut i toppen.

”En af os er morderen” findes også med titlerne ”Ti små negerdrenge” og ”Der var ti, der var ni…”

En af os er morderen af Agatha Christie

Carit Andersens Forlag, 1956. 168 sider
Originaludgave: Ten Little Niggers, 1939
Oversat af Poul Liebe

Også anmeldt på Bogrummet