Smuk og tankevækkende lille bog om den uudslukkelige sorg, der rammer de efterladte efter et terrorangreb
Hélène er ung og smuk, hun elsker livet, at danse, og hun elsker musik. Den 13. november 2015 er hun til koncert på spillestedet Bataclan i Paris sammen med en god ven. Hun er en af de mange, der aldrig kom hjem. Hjemme er for hende lejligheden, hvor hun bor sammen med sin elskede Antoine og deres 17 måneder gamle Melvil.
Denne lille bog er Antoines ”dagbog” i tiden fra den nat, Hélène ikke kom hjem, til hendes bisættelse. Hvordan takler man det, hvordan fortæller man Melvil, at mor aldrig kommer hjem? Hvordan kan man selv leve med visheden? Men Melvils hverdagsrutine skal holdes, og måske er det netop det, der holder sammen på Antoine.
Hvordan takler man alle de velmenende mennesker, der gerne vil spørge, men ikke ved hvordan, der gerne vil gøre noget, men ikke ved hvad. For hvordan kan man fatte det ufattelige, når man ikke selv har prøvet det?
Rørende er beskrivelsen af ”mødrene” i Melvils vuggestue, der organiserer en madordning, således at Antoine hver dag får en middagsret med hjem, når han henter Melvil. Han takker pænt, smider maden ud derhjemme, vasker beholderen af og afleverer den næste dag.
Man kan spekulere over, om sorgen havde været anderledes, hvis Hélène var dræbt ved en trafikulykke og ikke i et terrorangreb. Måske ikke, men omverdenens opmærksomhed er afgjort mere massiv. Og tanken om, at ens elskede er død som resultat af en bevidst handling, må være svær at leve med.
Titlen stammer fra det facebook-opslag, Antoine laver efter Hélènes død, ”de” har taget alt fra ham, men hans had får de ikke. Han nægter at blive del af den spiral, hvor had avler had, vold avler vold.
’I får ikke mit had’ er måske ikke stor litteratur, men en fin beskrivelse af sorgen, sorgen der opsluger alt og gør alt andet trivielt. Og hvordan man kommer videre.
Antoine Leiris: I får ikke mit had.
Gyldendal, 2016. 119 sider
Originaludgave: Vous n’aurez pas ma haine. 2016. Oversat af Niels Lyngsø
Det er ialfald det, jeg vil gøre, for der er nyt fra mine absloutte skandinaviske krimifavoritter, Arne Dahl, Håkan Nesser og Karin Fossum. Dertil kommer nyt fra Hanne Vibeke Holst og Amos Oz. og så er der lige en lille islandsk sag, der ser interessant ud. 
Man Booker-prisens longlist er afsløret, og nu starter nedtællingen til the shortlist, engelsksproget litteraturs creme de la creme. 
Dokumentarisk skildring af en række uopklarede danske kriminalsager – spændende som en kriminalroman
The popularity of Nordic Noir has sparked increasing interest in fiction from the Scandinavian countries. But who else to read once you’ve exhausted the likes of Arnaldur Indriðason and Yrsa Sigurðardóttir (from Iceland) and Sweden’s Henning Mankell, Maj Sjöwall and Per Wahlöö? And what about the other Scandinavian countries? A few years ago I asked Marit a blogger from Denmark to share some thoughts on Danish fiction – you can see her 
