Tankevækkende og uafrystelig bog om at vokse op og finde sig selv i en forvirrende verden
1967 var The summer of Love i San Fransisco, to år senere lander amerikanerne på månen, den første Woodstock-festival afholdes i Bethel, New York, og i Californien myrdes Sharon Tate m. fl. brutalt af Manson-familien, en gruppe piger der holdt til hos den karismatiske og psykopatiske småforbryder, Charles Manson.
’Pigerne’, læner sig op af denne historie, og det er uden tvivl årsagen til den store opmærksomhed, den har fået: oversættelser til utallige sprog og salg af filmrettigheder. Godt gået af en 27-årig debutant, må man sige.
Men den bør også få opmærksomhed på grund af dens litterære kvaliteter, det er en helt igennem vidunderlig bog om hvor svært det er at blive voksen. Evie er 14 år, hverken barn eller voksen. Hendes forældre er blevet skilt, og moderen har udskiftet den plisserede nederdel og de ægte perler med indiske gevandter og bandana. Hun skal realisere sig selv, finde sit indre jeg og en kæreste. Evie er jo stor nok til at klare sig selv, til hun skal på kostskole til efteråret – hun er jo alligevel altid hos veninden Connie.
Evie er forelsket i Connies storebror – og bliver til grin, hun forsøger at være med i de ældres snak – og bliver til grin. Det er ikke nemt at være 14. En dag ser hun en ældre pige i en park, snavset og laset klædt, deres øjne fanger hinanden et øjeblik, og Evie ser noget, hun ikke glemmer: en styrke og en fandenivoldskhed, der fascinerer hende.
Deres veje krydses igen, og Suzanne tager hende med “hjem” til ranchen, hvor hun holder til sammen med de andre piger, der udgør Russells entourage. Russell er en karismatisk og manipulerende wannabe musiker, men det er Suzanne, der fascinerer Evie. At være tæt på hende, er det eneste der gør hende lykkelig. Hun optages i kredsen og oplever en helt ukendt fællesskabsfølelse, en følelse af varme, accept, nærvær og udødelighed.
Hun er med – næsten – til den bitre ende. Læseren ved fra bogens start at hun ikke var med til mordene, bogen er den voksne Evies tilbageblik, foranlediget af et møde med en pige, der minder om hende selv den gang. Og Evie tænker på om hun kunne have deltaget i nedslagtningerne, havde tilfældet ikke villet det anderledes.
’Pigerne’ er en vidunderlig velskrevet bog om den svære opvækst, om den ensomhed og usikkerhed, man føler inderst inde, men som man for guds skyld ikke vil indrømme. Evie får mulighed for at opleve noget andet, og det bliver en sommer der præger og forandrer hende for resten af livet.
Det er også en bog, der præger læseren, hvordan ville man selv have reageret, hvis man var en del af gruppen?
Det er uden tvivl den bedste bog, jeg indtil videre har læst i år, og jeg kan kun anbefale den på det varmeste.
Bogen er læst på originalsproget.
Emma Cline: Pigerne
Lindhardt & Ringhof, 2016. 278 sider. Oversat af Mich Vraa.
Originaludgave: The Girls. Random House, NY, 2016. 355 sider
Efterårets første store bogmåned byder på et veritabelt fyrværkeri af spændende titler.
