Argentinsk spleen

'Tangosangeren' af Tomás Eloy MartínezLabyrintisk roman om Buenos Aires, om tangoen og om at gøre det rigtige.

Sig blot navnet Buenos Aires, sidste station før Pampaen, Patagonien og Ildlandet, og det vækker associationer: politisk turbulens, Juan Peron og hans smukke og magtfulde Evita, labyrinter, lidenskab, litteratur og først og sidst tango og Borges. Alt mødes i Tomás Eloy Martínez’ nye roman, ‘Tangosangeren’.

Bruno Cadogan, amerikansk litteraturstuderende, er rejst til Buenos Aires for at skrive en afhandling om J.L. Borges’ essays om tangoens rødder. Han er desuden besat af tanken om at høre den fænomenale, men sky tangosanger, Julio Martel, der siges at være bedre end Carlos Gardel. Han optræder altid uden varsel og på tilsyneladende tilfældige steder rundt omkring i byen. Bruno har en teori om, at Martel laver sit eget kort over Buenos Aires ved at optræde på disse udvalgte steder. Men hvordan udvælges de?

Vi er nu kommet ind i den labyrint, der hedder Buenos Aires, og kan derfor ikke komme uden om labyrinternes mester, forfatteren J.L. Borges. Til fulde bor Bruno i Calle Garay, oven i købet på den adresse, hvor Aleffen befinder sig – en Alef er “et af de punkter i rummet, der indeholder alle punkter”. Den er “det sted, hvor alle verdens steder, synlige fra alle vinkler, er til stede uden at blandes med hinanden” (citater: J.L. Borges: Aleffen, på dansk ved Peter Poulsen). ‘Tangosangeren’ har mange paralleller til Borges’ novelle ‘Aleffen’ – ja, den rummer så mange litterære antydninger, at man bli’r helt svedt.

Men forrygende spændende læsning er den, vi får byens blodige og brogede historie gennem adskillige årtier fortalt gennem menneskeskæbner. Vi farer sammen med Bruno vild i Buenos Aires’ virkelige og metafysiske labyrinter, vejledt og vildledt af bibliotekaren Sesostris Bonorino, der har set Aleffen og derfor ved alt: “Som jeg ser det, udgør de (labyrinterne) en vej, som ikke giver mulighed for at vige tilbage, eller en måde at bevæge sig på uden at forlade det samme punkt. Når vi ser en labyrint, tror vi fejlagtigt, at dens form er givet med de linjer, der danner den. Det er omvendt: Formen ligger i de tomme rum mellem disse linjer.” (s.104).

Forvirret? Sikkert, men det er der ingen grund til. Kast dig bare ud i tangosangerens og Buenos Aires’ labyrinter, logikken viser sig på labyrintisk vis.

Tangosangeren af Tómas Eloy Mártinez

Gyldendal, 2006
Originaludgave: El cantor de tango. 2004
Oversat af Annette Rosenlund
Først anmeldt på Litteratursiden.dk. 23.10.2006

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Argentina, Magisk realisme og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Argentinsk spleen

  1. Bärbel siger:

    >Mange tak for den fine anmeldelse. Som Tango DJ og Tango underviser her i Denmark og Europa er jeg altid på jagt efter tangorelateret litteratur.Jeg har med det samme bestilt bogen på biblioteket.Mange hilsener,Bärbel Rücker | Tanzbar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s