Sådan bliver man forfatter – og nobelpristager

Bogens forside“En forfatter har kun én bog i sig, og så skriver han den om og om igen”, har Gabriel García Márquez efter sigende udtalt. Om dette første bind af hans erindringer kan man sige, at det er en alt-i-én-bog: den rummer alle historierne, som vi kender fra hans univers. De to elskende, der efter megen modgang får hinanden i ‘Kærlighed i koleraens tid’, er hans forældre; obersten, der venter på pensionen, i ‘Ingen skriver til obersten’ er en blanding af hans bedstefar og en anden krigsveteran. Og sådan kunne man blive ved.

I bogens start opsøger forfatterens mor ham i Baranquilla for at bede om hans hjælp til at sælge huset hjemme i Aracataca. Den skjulte dagsorden er at overtale ham til at droppe forfatterdrømmene og vende tilbage til jurastudierne, da familien har satset meget for at han skulle studere og dermed hjælpe sine 10 yngre søskende. Det lykkedes som bekendt ikke. Og gudskelov for det! Nogenlunde kronologisk, dog med mange spring frem og tilbage i tiden, følger læseren Gabo, som han kaldes, fra et par generationer før hans fødsel til udgivelsen af hans første roman, ‘Hvirvelstorm’ i 1955. Det brogede barndomsliv først hos bedsteforældrene i Aracataca og siden hos forældrene og de mange søskende, livet som kostskoleelev, studerende og senere journalist i Bogotá, Cartagena og Baranquilla, forfatterspire og ikke mindst caribier skildres med megen humor og mange detaljer.

‘At leve for at fortælle’ handler fortrinsvist om journalisten Gabo, og med journalistisk professionalisme har han og et team journalister researchet hans liv grundigt. Bogen er spækket med navne, steder og begivenheder, hver anden colombianer er åbenbart digter eller i familie med forfatteren – eller begge dele. Visse dele af bogen kan derfor virke lidt kompakte, men den krydres også af mange farverige episoder, ofte fra familien, hvor virkeligheden mange gange overgår fantasien. For eksempel fortæller han om en næsten halvfemsårig tante, der en dag kommer på uventet besøg: “Hun kom med eksprestaxa fra Riohacha medbringende en lille skoletaske, klædt i sort og med en sort klud viklet om hovedet som en turban. Hun kom ind med et stort smil og udbredte arme og råbte:

“Jeg er kommet for at sige farvel, for jeg skal dø nu.”

Hun slog sig ned i pigekammeret, hvor hun døde 11 år senere, “omgærdet af en lugt af kyskhed” (s.359).

Gabriel García Márquez’ første leveår er spændende læsning, og jeg ser frem til at læse om forfatteren Gabo. Bogen henvender sig til alle med interesse for Latinamerika, latinamerikansk litteratur, til alle Gabos mange læsere og til alle, der holder af en god historie. Det er dog en bog, der kræver sin læser. Men giver man sig tid til at lade sig opsluge af García Márquez’ og Macondos magiske univers, får man en stor og rig læseoplevelse.

At leve for at fortælle af Gabriel García Márquez

Samleren, 2003. 436 sider
Originaludgave: Vivir para contarla. 2002
Oversat af Annette Rosenlund.
Først publiceret på Litteratursiden 23.02.2004

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Colombia, Erindringer, Magisk realisme og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s