Der hvor roser aldri dør af Gunnar Staalesen

Der-hvor-roser-aldri-doer_hd_image_150Hvad skete der egentlig i bofællesskabet Nordås for 25 år siden, da tre-årige Mette forsvandt? Og hvordan hænger det sammen med nutidige hændelser. Veum lægger flasken på hylden

Vor ven, Varg Veum, har haft et par dårlige år siden ‘Vi skal høste vinden’. Han bedste og nærmeste ven er nu Flasken, som han altid har inden for rækkevidde. Kun den kan trøste og dulme sorgen efter Karin. Og ret meget andet at tage sig til har han ikke.

En dag beslutter han dog at svigte den, for han har fået en sag. Og som så ofte med den tidligere ansatte i Børneværnet, Varg Veum, er et barn involveret, denne gang et forsvundet, formodentlig dødt et af slagsen.

For næsten 25 år siden forsvandt Mette på tre år fra sandkassen i det trygge bofællesskab, hun voksede op i. Moren vendte sig bort fra vinduet et øjeblik, og væk var Mette. I et sidste forsøg på at få vished, før sagen henlægges, henvender moren sig til Veum og beder ham så inderligt, om han ikke vil påtage sig sagen.

Så han bader, drikker meget sort kaffe, vækker bilen af dens dvale og besøger bofællesskabet, Nordås, som Mettes forældre var med til at stifte ud fra idealer om tryghed og fællesskab.

Meget har ændret sig siden, ikke bare Mettes forældre er gået fra hinanden, meget få af parrene fra dengang er intakte. Veum finder ud af at ikke alle er lige interesserede i at tale med ham, og de, der er, siger ikke hele sandheden. Der skete noget dengang, som måske ikke direkte har med Mettes forsvinden at gøre, men alligevel. At nå ind til det er nøglen til gåden.

En hændelse i nutiden åbner Veums øjne for sammenhænge, som ingen har set før.

Gunnar Staalesen er absolut en af mine yndlingsforfattere. Han kan lave et plot, der holder, men ikke mindst bliver personerne mennesker af kød og blod. Hans samfundsbeskrivelse er også eminent. Min eneste bekymring er, at Varg Veum jo ikke længere er en ung mand, men hvad er egentlig pensionsalderen for privatdetektiver?

Gunnar Staalesen: Der hvor roser aldri dør.

Gyldendal Norsk Forlag, 2012. 314 sider
Dansk udgave: Der hvor roser aldrig dør. Gyldendal, 2013. 216 sider.
Oversat af Ilse M. Haugaard

Læs også min anmeldelse af Som i et spejl af Gunnar Staalesen

Også publiceret på Litteratursiden

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Bergen, Krimi, Norge og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s