Som i et spejl af Gunnar Staalesen

Bogens forsideMed sit flammende røde hår og sine gnistrende grønne øjne over den høje barm, smukt fremhævet i udringet og stramtsiddende kjole, var Tordis Breheim en magnet for alles – og især mændenes – blikke. Og når hun, skønt godt gift og mor til to børn, var “en flirt” af natur, var der lagt op til ballade.

En dag findes hun og tenorsaxofonisten Johan Hagenes tæt omslynget på forsædet af en bil – på bunden af havnen. En selvmordspagt mellem to, der ikke kunne få hinanden, men heller ikke kunne leve uden hinanden?

36 år senere – i 1993 – bliver Varg Veum opsøgt af Tordis Breheims ældste datter, hun beder ham finde søsteren og dennes mand, der er sporløst forsvundet, og hun nævner næsten i forbifarten moderens skæbne. Veum fascineres af den gamle tragedie og opdager flere paralleller til nutiden, bl.a. at Johan Hagenes’ nevø, der også er jazzmusiker, kender de to søstre bedre, end de først vil være ved. Brugen af disse paralleller kan virke søgt, men Staalesen får dem til at virke, og man ser virkelig nutiden spejle sig i begivenhederne i 1957.

Endnu en smuk kvinde beder Veum om hjælp, denne gang med at lokalisere et fragtskib med suspekt last. Er der en sammenhæng med den anden sag? Og nogen stræber Veum efter livet. Hænger det sammen med den ene sag? Eller den anden? Eller noget helt tredje? Der er mange spørgsmål, og vi følger Veum i hans utrættelige – og ubestikkelige – jagt på sandheden, mens han besøger det forsvundne pars mange ejendomme, interviewer deres naboer og selvfølgelig færdes hjemmevant i Bergens jazzmiljø. Men vi møder også en ny Veum iført tophue og rygsæk med termokande og madpakke.

Efter storværket om Bergen i det 20. århundrede er Gunnar Staalesen vendt tilbage til vores gamle ven, Varg Veum, den ensomme ulv. Der er kun gået nogle få måneder siden hans sidste sag (Skriften på væggen), og han forsøger at lære at leve med det faktum, at han har dræbt et menneske. Der er til gengæld gået en del år, siden Staalesen beskæftigede sig med Varg Veum som andet end en bifigur, og man fornemmer både en litterær udvikling hos forfatteren og en personlig udvikling hos hovedpersonen. Staalesen formår, som tidligere nævnt, at kæde begivenhederne i de to årstal sammen uden mislyd, og Varg Veum fremstår som et mere nuanceret og rundt menneske, der ved bogens slutning måske er på vej til et nyt kapitel i livet, men også kun måske.

Varg Veum har efterhånden mange danske venner, og de kan kun glæde sig til gensynet. Og genhøret, for Varg’ens og bogens musik er udgivet på CD, “Vargtime” af Jan Kåre Hystad m.fl., og jeg kan kun tilslutte mig, hvad der står bag på coveret: “Læs bogen, lyt til musikken!”

Gunnar Staalesen: Som i et spejl

Vindrose, 2003. 286 sider
Originaludgave: Som i et speil. 2002.
Oversat af Ilse M. Haugaard

Først publiceret på Litteratursiden 18.08.2003

Læs også min anmeldelse af Der hvor roser aldri dør af Gunnar Staalesen

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Krimi, Norge og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s