Doris Lessing – et langt liv, et stort forfatterskab

Doris Lessing, 1962

Doris Lessing, 1962

I sidste weekend døde en af det 20. århundredes store forfattere.  Den engelske, europæiske, afrikanske verdensforfatter, Doris Lessing, blev 94 år og har et omfattende, uforglemmeligt og mangesidigt forfatterskab bag sig.

Hun blev født i det nuværende Iran af britiske forældre og voksede op i det nuværende Zimbabwe, dengang Syd-Rhodesia, hvor faren ville udleve en drøm om at være farmer efter at være blevet invalideret i Første Verdenskrig.

Hun kom hurtigt i opposition til alt og alle, først forældrene, siden bl.a. apartheid-styret, kvindebevægelsen og Nobel-komitéen. Hun forlod tidligt skolen og flyttede fra forældrene for at klare sig selv. Efter to ægteskaber flyttede hun til London, hvor hun boede resten af sit liv og skrev sine mange bøger. Gennem mange årtier blev hun en kendt og kontroversiel personlighed i Londons kulturliv.

Hun debuterede med romanen The Grass is Singing i 1950 (da: Græsset synger, 1952) og fik sit gennembrud i 1962 med The Golden Notebook (da: Den gyldne bog, 1975).

Et af hendes storværker, serien Children of Violence (da: Børn af vold) skrev hun på i en periode på 17 år, mellem 1952 og 1969. Den kom til at betyde meget for mig, da jeg flyttede til London i 1975. Jeg havde formodentlig læst Græsset synger tidligere, men efter serien om Martha Quest gik der mange år, hvor jeg købte og læste alt nyt af Doris Lessing.

Jeg sprang dog over science fiction serien, Canopus in Argus, det er ikke lige min genre. Men ud over den delvist selvbiografiske Martha Quest-serie har jeg været specielt glad for Den gyldne bog, Sommeren før mørket (1973, da: 1974), En overlevendes erindringer (1974, da: 1975), samt hendes noveller fra Afrika. Sidstnævnte findes kun i samlingen Vinter i juli fra 1957, en oversættelse af This Was the Old Chief’s Country, 1951, og det er synd og skam, da hun var en novellens mester.

I de senere år er det ikke blevet til så meget med mig og Doris, der står en del ulæste bøger i reolen, og hendes sidste, Alfred & Emily, 2008, har jeg end ikke købt. I den gør hun op med sine forældre for at slutte ringen. I romanform skriver hun om forældrenes liv, som det kunne være blevet. Retrospektivt og med alder og erfaring er det nemmere at se på forældrenes liv end når man er en oprørsk teenager med udlængsel.

Doris Lessing, 2007

Doris Lessing, 2007

Selv om Nobel-Komitéen  i 1960 skulle have udtalt, at Doris Lessing aldrig ville få Nobelprisen i litteratur, fik hun den alligevel 47 år senere. Hun var selvfølgelig glad for den, men jeg tror det havde været bedre for hende at få den i 1960-70’erne, hvor hun var på sit højeste. Hun var en af en række prismodtagere, der fik prisen længe efter de var aktive forfattere, men hvor komitéen tilsyneladende syntes de burde løbe om kap med manden med leen.

Nu er hun ikke mere, men bøgerne står i min reol og venter på at blive genlæst/læst. Har lige fisket  samlingen African Stories ud af reolen for at genlæse et par af de fine noveller og med taknemmelighed tænke på den s tore forfatterinde, der var i stand til at give mig den glæde.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Artikler og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s