Nyt fra to danske krimidronninger

Anna Grue og Sara Blædel har barslet med nye historier om Den Skaldede Detektiv og venindeparret Louise/Camilla.

Dan Sommerdahl i modvind hos politiet
Mest udvikling er der hos Anna Grue, der lader en gymnasieopførelse af ’Teenagerlove’ danne ramme om ’Sidste forestilling’.

Bogens forside - Sidste forestillingDa vicekriminalkommissær Pia Waage sigtes for mordet på sin kæreste, gymnasielærerinden Dorte, beder hun Dan Sommerdahl finde ud af hvem der har begået mordet og lagt de belastende spor ud, der peger på hende. Denne gang får han ingen hjælp hos politiet, fordi efterforskningen ledes af en udefrakommende, der ikke har tænkt sig at lade en lokal idiot forplumre det professionelle arbejde. Men gæt hvem der opklarer sagen?

Der er selvfølgelig også plads til det private, forholdet mellem Dan og Marianne videre(ud/af)vikles, men det har jeg altid ment var den mindst interessante del af bøgerne.

Endnu en velskrevet, spændende og vedkommende dansk krimi.

Sara Blædel og søspejderne
Bogens forside - Dødesporet
Lidt anderledes ser det ud hos Sara Blædel. Dér skal alting foregå i Louise Rick og veninden, Camillas nærmeste omgivelser.

Vi er selvfølgelig tilbage i Hvalsø, hvor Louise igen må tage sine gamle spøgelser og plageånder ved vingebenene – men denne gang er der håb om at det bliver sidste gang. Alligevel skal Sara Blædel nok ikke regne med at modtage nogen præmie fra Hvalsø Turistforening.

I skovene ved Ingridsminde, det tidligere pigehjem, der nu tilhører Camilla og hendes mand, har en gruppe asatroende fra Hvalsø deres offertræ. Da den 15-årige Sune skal indvies til manddommen, sker der noget, der får ham til at stikke af, og derfor lander han, dvs. sagen, på Louises bord. En række kvindelig findes i skoven, og Louise ser en sammenhæng med Sunes forsvinden. Underligt nok kan politiet i Roskilde  ikke lide at den lokale godsejerfrue og hendes politiveninde fra København blander sig.

Og så er der dramatik for alle pengene, for er der noget, Sara Blædel kan, er det at skabe et godt plot. Denne gang begår hun dog den fejl at undervurdere sine læsere, samtidig med at hun gør Louise Rick dummere end loven tillader. Ca. ¾ inde i bogen forventede jeg at den kvikke Louise ville spørge hvem de asatroendes Gode (præst) var nu, for det måtte da være interessant for efterforskningen. Jeg havde selv et godt bud på hvem det var, og jeg tog ikke fejl. Men nej, Louise tågede bare videre.

På den anden side ville det måske have forhindret den hæsblæsende slutning, hvor ingen er i tvivl om at de væsentlige personer ville overleve. Det gjorde det glaserede tegltag forhåbentlig ikke.

Sara Blædel har sin force i plottet, men hun er så sprogfattig at det gør ondt. Personerne aftaler, bliver enige om, beslutter og nu er de sågar begyndt at signalere til hinanden hele tiden; man føler faktisk at man står over for en flok søspejdere med signalflag.

Nu, da vi endelig er færdige i Hvalsø, er der uanede muligheder i makkeren Eiks fortid og mysteriet om hans forsvundne kæreste. Jeg tror, jeg står over.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Krimi og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s