Levende og døde i Winsford af Håkan Nesser

Bogens forsideEn ny roman fra Håkan Nessers hånd er altid imødeset med forventning, og igen kan man glæde sig til nogle herlige timer i selskab med Maria, der ud over sin hund har selskab af en række bekymringer

En regnvejrsdag i begyndelsen af november ankommer den kendte svenske forfatterinde, Maria Anderson, til landsbyen Winsford i Somerset. Hun har lejet et hus uden for landsbyen med frit udsyn til heden, himlen og de vilde heste. Her skal hun gå ture på heden med sin hund og skrive på sin nye roman om livet og kærligheden og alt det der.

Bortset fra at hun ikke hedder Anderson, men Holinek (Anderson er hendes mors pigenavn, så er det ikke så meget løgn), og at hun ikke er forfatterinde, er alt sandt.

Hun er kendt fra svensk TV, hvor hun så længe, hun var præsentabel, dvs. ung, var værtinde for en række shows, nu er hun blevet ældre og er producer. For ikke så lang tid siden blev hun igen forsidestof, da hendes mand, forfatteren og litteraten, Martin Holinek, blev anklaget for at have voldtaget en stuepige.

Presset på parret bliver for stort, og mandens agent synes det er en god idé at de rejser til Marokko om vinteren, hvor han skal skrive sin ”store bog” om hvad der skete i forfatterkollektivet på Samos og siden i Marokko dengang i 1970’erne. Et kollektiv styret af det kendte engelske digterpar, Tom Herold og Bessie Hyatt, hvor sidstnævnte efter at have fået stor litterær succes begik selvmord. Så var det slut med de årlige seancer.

Hvad Maria skal lave en lang vinter i Marokko, er der ingen der diskuterer. Men hun har aldrig været den, der tog de store beslutninger. Før på færgen mellem Sverige og Polen. Dér træffer hun en form for beslutning.

Da hun ankommer til England er hun alene, bortset fra hunden, og hun skjuler sig tydeligvis for nogen/noget. Hun tager beslutninger og fører dem ud i livet, som fx at drikke et glas vin i Wheddon Cross. ”Det er sådan, jeg nu om dage kæmper mig gennem tiden. Ved at tage beslutninger og derefter overholde dem. Det er ikke så svært, men sværere end det lyder til, og det skyldes naturligvis omstændighederne” (s.9). Hun tager én dag ad gangen, mere kan hun ikke overskue lige nu. Hun kan dog ikke leve helt isoleret, bl.a. træffer hun enkemanden Mark Britton med den handicappede søn på kroen

Men er hun ved at blive indhentet af sin fortid? Der sker underlige ting, døde fasaner på dørtrinnet, en udlejningsbil dukker jævnligt op, hunden forsvinder i flere dage. Hvad eller hvem?

Ud over at læse Dickens og gå ture på heden, begynder hun også at læse mandens dagbogsnotater fra de famøse forfattersomre ved Middelhavet, der fik så brat en slut. Hvad skete der?

Som i en færøsk kædedans, to skridt den ene vej – ét skridt den anden, får vi baggrunden for hendes flugt og hvad hun flygter fra. Helt eminent og naturligt flettes fortiden ind i fortællingen, der samtidig fortsætter i sit eget tempo.

Håkan Nesser har igen skrevet en fremragende roman på kanten af krimi og psykologisk roman. Den er spændende som en krimi, for man skal jo lige have næste afdækning af fortiden med, og samtidig uhyre velskrevet. Marias følelser omkring sin selvvalgte ensomhed, for slet ikke at tale om hvordan hun reagerer på de underlige hændelser er følsomt beskrevet, man forstår hendes overvejelser: Er der nogen efter mig? Eller er det bare noget, jeg bilder mig ind? Skildringen af Exmoor er så levende og indfølt, at jeg straks fik lyst til at rejse derover, slog stedet op på Google Maps og læste om det. Det er ikke umuligt at jeg en dag gør alvor af tanken. Forfatteren har selv boet i Winsford en vinter sammen med sin hund og har udtalt, at det eneste man kan gøre der om vinteren er at læse Dickens, gå ture med sin hund og skrive en roman.

Sammenlignet med Nessers forrige roman, den meget snørklede Himlen over London, er ’Levende og døde i Winsford’ meget mere tilgængelig. Det har været en fornøjelse at stifte bekendtskab med egnens levende og døde, og lysten til at genlæse bogen er begyndt at røre på sig. Der er for mange nuancer og finurligheder, der smutter, fordi spændingen driver én videre.

Omslaget er et stemningsbillede fra heden med diffuse former og farver, smukt!

Håkan Nesser: Levende og døde i Winsford

Modtryk, 2014. 362 sider
Originaludgave: Levande och döda i Winsford, 2013. Oversat af Jan Mølgaard

Bogen er modtaget til anmeldelse fra forlaget.


Se også:

Bogens forsideElleve dage i Berlin af Håkan Nesser
Arne Albin Hektor Murberg er nok ikke den skarpeste kniv i skuffen, men mener selv at han kan klare mere end man tillægger ham. Selv om man er lidt langsom og har en dårlig hukommelse, kan man sagtens udrette store ting. (2016)

 


Bogens forsideHimlen over London af Håkan Nesser
”Fortællingen styrer fortælleren” er forfatterens mantra i denne bog, men hvem er forfatteren egentlig? En velskrevet og finurlig kinesisk æske af en bog (2012)

 

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, England, Sverige og tagget , , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Levende og døde i Winsford af Håkan Nesser

  1. sorensalik siger:

    Det fangede mig, da du skrev om beskrivelserne – der er så indfølte. I en bog, om det er en beskrivelse af person, eller et sted, så er det især beskrivelserne, der giver dybde bag personernes handlinger. Jeg elsker, når beskrivelser er der, fordi personerne gør noget, i det der beskrives – at et træ bliver beskrevet, fordi nogen klatrer i det. Overraskende nok, er det langt fra altid tilfældet i bøger.

  2. sorensalik siger:

    Eller skildringerne, om man vil 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s