Oxford-mordene af Guillermo Martínez

Bogens forsideLatinamerikansk litteratur er i dag meget andet end Gabriel García Márquez og Isabel Allende. Her er en noget usædvanlig krimi.

Da jeg som kvinde og sproglig en dag spurgte min matematiklærer på gymnasiet, hvad man kunne bruge matematikken til, svarede han med blikket indstillet på uendeligt, at hvis man nu skulle bygge en bro… Da jeg sandfærdigt svarede, at det havde jeg ingen planer om, blev han sur. Hvorfor mon?

Lad det hermed være sagt, at jeg hverken forstår mig på matematik eller matematikere, og er derfor måske ikke den bedste til at anmelde denne bog.

For hvad har mord og matematik med hinanden at gøre? Den argentinske matematiker, Guillermo Martínez, har i al fald skrevet en krimi, der er gennemsyret af matematik.

En argentinsk matematik-studerende ankommer til Oxford for at tage en Ph.d. Ikke så snart er han ankommet, før hans værtinde findes død. Tilsyneladende en naturlig død, da hun er gammel og svækket af kræft, men det viser sig hurtigt, at det er mord – det første af en serie. Den studerende og en bekendt af afdøde, en højt estimeret matematiker ved navn Arthur Seldom, følger sagerne tæt, da det virker, som om morderen udfordrer Seldom på hans eget felt: logiske serier.

Som lærd kriminalroman er den meget bedre end ”Da Vinci mysteriet”. Plottet er udspekuleret og godt skruet sammen, men læsere med humanistisk tilgang og uden større kendskab til Pythagoras, Gödel, Fermat eller for den sags skyld Ockhams ragekniv kan også regne et og andet ud undervejs.

Som det fremgår, synes jeg ikke, at en krimi, hvor forfatteren høvler side op og side ned med bevisførelser, logiske serier og jeg skal komme efter dig, er særlig interessant. Et andet forbehold er sproget, der virker underligt altmodisch. Muligvis fordi vor navnløse studerende og Seldom siger ‘De’ til hinanden, noget der er almindeligt i spansktalende lande, men gik af mode i Danmark for flere årtier siden. Og da handlingen foregår i England, hvor man ikke har sagt andet end ‘you’ i mange århundreder, virker det temmelig absurd.

Jeg håber ikke, at min matemafobiske indgang vil afskrække interesserede læsere, som givet vil få mere ud af ”Oxford-mordene” end jeg. Måske enkelte matematikere vil lægge logaritmetabellen til side og begynde at læse skønlitteratur. Og det ville jo ikke være så ringe endda.

Anmeldelsen blev publiceret første gang på Bogrummet 20.01.2007

Guillermo Martínez: Oxford-mordene

Husets Forlag, 2006. 167 sider
Originaludgave: Crímenes imperceptibles, 2003. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, England, Krimi og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s