Vi er her kun til låns i al slags vejr af Finn Wiedemann

Bogens forsideFin lille skildring af Danmark i det 20. århundrede, fin men melankolsk.

Hver gang et menneske dør, er der et bibliotek som brænder ned, siger et afrikansk ordsprog. Det tænker forfatteren på, da han sidder tilbage som den eneste overlevende i familien, ”jeg har lagt min bror i graven, og jeg har lagt min mor i graven”, og faderen har han tabt til demensen. Og hvad ved man egentlig om de mennesker, der er/var ens nærmeste. Hvor kom de fra? Og dermed hvor kommer man selv fra?

Han finder brevene og læser dem, brevene fra den argentinske styrmand til moderen i dennes pure ungdom – og det sidste, hun aldrig sendte til ham. Han læser brevene mellem forældrene i deres forlovelsestid, og i de perioder de har måttet tilbringe adskilt pga. hans arbejde, og han læser brevene fra bedsteforældrene på begge sider. På denne måde stykker han en familiehistorie sammen, som samtidig er et stykke Danmarkshistorie fra 1950 til årtusindeskiftet, med mest vægt på 1950’erne og 1960’erne.

Og det er jo ”min” tid, jeg husker også hvordan man gradvis fik bil, hus og pæne møbler, men også hvordan butikkerne forsvandt først fra landsbyerne, siden fra småbyerne; hvordan børn skulle ses, men ikke høres. Som i forfatterens hjem var der kærlighed, men det var ikke noget man skiltede med – og slet ikke fædrene.

Moderen kommer fra et landbohjem på Tønderegnen, og gennem mormoderens breve til datteren følger vi, hvordan de opgiver landbruget og flytter ind til Tønder – hvor de vantrives. Faderen kommer fra Nordsjælland, fra et socialdemokratisk hjem, hvor man gik i teatret, til koncert og tog på højskole.

Det har været svært for den lille familie, pengene var små, man har måttet starte forfra flere gange, før man efter et mislykket forsøg på at være selvstændige ender på Fyn og så småt får del i velfærdssamfundets goder. Nogen gange, når det var surest, har moderen sukket og sagt at hun skulle have taget den argentinske styrmand, men hun trak sin del af læsset og var faktisk kun hjemmegående i få år, mens børnene var små.

Forfatterens ærinde med bogen er bl.a. at vise, at det er vigtigt at vide hvor man kommer fra, og derfor er det lidt af en overraskelse, han – og læseren – får i sidste kapitel. Det havde jeg ikke lige set komme, og det havde han heller ikke selv.

En bog af denne art kunne have været ulideligt privat og uinteressant for andre, men forfatteren evner at sætte det private ind i en større samfundsmæssig sammenhæng, samfundslære i gulvhøjde uden mange fine ord.

Faderen, der livet igennem kæmpede med at skjule sin ordblindhed, men – lærer vi i ’Vi er her kun til låns …’ – var en dygtig og opfindsom butiksdekoratør, er den naivistiske maler Jørgen Wiedemann (1924-2013). Bogens forsidebillede er et af hans sene malerier.

Finn Wiedemann har tidligere udgivet erindringsromanen ’I grunden har vi det jo godt’ (Attika, 2013).

Hvis man er interesseret i at læse om de to årtier, som er de væsentlige i bogen, kan jeg henvise til Litteratursidens lister 50’ernes Danmark og 60’ernes Danmark

Finn Wiedemann: Vi er her kun til låns i al slags vejr

Attika, 2014. 239 sider

 

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Danmark, Familien og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s