Alle de brugte dage af Anders Johansen

Bogens forsideEn udviklingsroman om hvordan man forspilder sit liv – lidt lang i spyttet, men interessant for en naturaliseret århusianer – Århus med bolle-Å.

Henry Henriksen, 60 år, rejser til den græske ø Samothrake som seniorbackpacker for at se tilbage på sit liv, ”alle de brugte dage”, for måske at finde ud af hvad han egentlig har brugt de ca. 22.000 dage til. Med i bagagen har han en skilsmisse, tandpine og en sag om litterært plagiat. Jo, han har sit at se til, men det står klart fra starten at han frem for at foretage sjælegranskning hellere dulmer tankerne i Retsina og det lokale øl. Men også at det var her, han for 37 år siden mødte sit livs kærlighed, Anne, det ”du” han taler til i bogen.

Henry Henriksen har aldrig været særlig vild med at tage ansvar, hverken for sit eget liv eller for andres. I en tid, hvor militæret ikke var in, og alle unge mænd valgte at være militærnægtere, besluttede han at springe soldat – for at irritere sin Glistrup-elskende far. Hvor megen selvstændig stillingtagen er der så i det? Og han begynder at læse Litteraturhistorie i Århus, fordi Anne gør det, og bliver specialist i Nabokov, fordi Anne elsker ’Lolita’.

Her har vi historien om Henry Henriksen, den nyttige idiot, der hopper på et hvilket som helst tog, der er oppe i tiden, men som den allersidste passager. For en foregangsmand er han ikke. Han takler helst opståede problemer på beverdingen Chris i Sjællandsgade, Trøjborgkroen eller på Folkeværtshuset Æsken.

Det bedste i bogen er skildringen af det politiske miljø på Århus Universitet i 1970’erne. Jeg gik der ikke selv dengang, men fra venner kan jeg genkende meget. De mange venstrefløjsfraktioner, de frelste slogans, hvordan politiske diskussioner gennemsyrede alt – ”alt er politisk!”. Der er mange fine skildringer af, hvordan Henry forsøger at være ”politisk korrekt” længe før begrebet blev opfundet. Fx foreslår han sin elskede Anne at de ikke skal være borgerligt bundne til hinanden, men have et frit kærlighedsliv. Han såres inderligt, da hun tager ham på ordet – efter at han selv halvhjertet har bollet udenom i længere tid.

Der er dele af bogen, jeg havde det svært med, fx barndommen og en skæbnesvanger episode, da han aftjente sin værnepligt – egentlig er det stof nok til flere bøger, men de virker lidt krampagtigt indflettede, selv om de har stor betydning for Henrys udvikling, for at han har blevet den han er.

Henry Henriksen er et sølle individ, og jeg skal ikke foregøgle nogen, at denne roman får en happy ending. Han har forspildt alle sine chancer, og Anne har givet ham mange.

Se også Århus i litteraturen

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Danmark, Grækenland, Udviklingsroman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s