Harper Lee – en dobbeltanmeldelse

Bøgernes forsiderTo sydstatsromaner, der behandler racespørgsmålet i henholdsvis 1930’erne og 1950’erne, samtidig med at de skaber et billede af et samfund, der er rodfæstet i gamle traditioner. Kan det ændres?

Da jeg i en FaceBook-test om hvilken fiktiv person jeg er, blev Atticus Finch, blev jeg lidt glad. Som så mange andre gjorde hans retfærdighedssans og standhaftighed i ’Dræb ikke en sangfugl’ stort indtryk på mig, da jeg som 17-årig læste bogen første gang. Og da det, så vidt jeg erindrer, var den første engelske bog jeg læste i uforkortet udgave, har den betydet meget for mig. Jeg har altid efter bedste evne forsøgt at efterleve Atticus’ mantra om at sætte mig selv i den anden mands sko.

’Dræb ikke en sangfugl’ udkom i 1960 og blev en øjeblikkelig bestseller. Den regnes i dag for en af de store, klassiske amerikanske romaner. I juli i år udkom fortsættelsen både i USA og i mange oversættelser, bl.a. dansk. Faktisk blev den skrevet før Sangfuglen, men blev efter sigende afvist af forlaget, der måske følte at handlingen tidsmæssigt lå for tæt på samtiden. De bad hende skrive en ny roman over de flashbacks til barndommen, som Jean Louise har i Vagtposten.

I ’Dræb ikke en sangfugl’ påtager advokaten Atticus Finch sig forsvaret for en ung sort mand, der er anklaget for at have overfaldet og voldtaget en hvid pige. Efter Finch’s mening har alle ret til et forsvar, og han beviser da også at den unge mand er uskyldig i forbrydelsen. Det hjælper dog ikke, juryen består af hvide mænd.

Læseren oplever begivenhederne gennem advokatens 7-årige datter, Jean Louise, kaldet Scouts øjne. Hun beundrer sin far grænseløst, men er også lidt af en drengepige. Somrene er endeløse, hun og den ældre bror, Jem, sover på verandaen under myggenet, og om dagen leger de vilde lege sammen med naboens feriebarn, Dill. Skildringen af disse sorgløse sommerdage, med saftevand og – lidt dumdristige – barnlige lege, er netop det der sætter begivenhederne i relief, for Jem og Scout er også til stede under retssagen og andre begivenheder i det lille samfund.

’Sæt en vagtpost ud’ foregår 20 år senere, i 1950’erne. Jean Louise bor og arbejder i New York og er hjemme i Maycomb på ferie. Hun har et ambivalent forhold til sin hjemby, på den ene side er den – ligesom hendes far – ensbetydende med tryghed og kærlighed, men alligevel. Hendes ungdomskæreste, Hank, tager det for givet, at det skal være de to. Han var Jems kammerat, men kom fra fattige kår og har arbejdet sig op, bl.a. ved Atticus’ hjælp. Jean Louise er ikke sikker på sine følelser, hverken for Maycomb eller Hank, og da hun opdager at både Atticus og Hank er medlem af Citizen’s Council (en ikke-voldelig udgave af Ku Klux Klan) oplever hun en stor krise.

Vagtposten er en roman om hvordan Jean Louise bliver voksen, og i stedet for at forgude sin far, lærer hun at han er et menneske som alle andre.

Der er ingen tvivl om at Sangfuglen er en bedre bog end Vagtposten. Beskrivelsen af retssagen og den spændte situation i det lille sydstatssamfund set gennem barneøjne skaber en helt speciel atmosfære.

I begge bøger præsenteres vi for et opdelt samfund, ikke blot mellem sorte og hvide, men også mellem de gamle familier og opkomlingene. Der er skarpe skel mellem grupperne, for det anses jo for at være naturligt. Dette verdensbillede er der nu blevet rokket ved, men nyhederne minder os jævnligt om at ikke alle er ligeså ”farveblinde” som Scout.

Jeg læste som sagt Sangfuglen på engelsk første gang, og genlæsningen foregik også på engelsk. Vagtposten læste jeg derimod i dansk oversættelse – indtil kapitel 15, hvor jeg fandt en meget alvorlig oversættelsesfejl. Oversætteren lader den unge Scout sige det direkte modsatte af, hvad hun virkelig siger. Den oversættelse skulle vist gå lidt for hurtigt, og redaktøren var heller ikke vågen.  Det er nemlig 100% indlysende at hun ikke siger: ”… jeg vil bare gerne sige, at de andre er skyld i det jeg gjorde …” (“… I just want to say that everybody’s not to blame for what I did…”). Det er en om’er, Lindhardt & Ringhof!

Vagtposten er – oversættelsesfejl eller ej – ikke al den hype værd, som den blev udsat for.  Jeg vender gerne tilbage til ’Dræb ikke en sangfugl’, som jeg faktisk har læst flere gange før den nylige genlæsning. Den kan tåle det, det ved jeg ikke om ’Sæt en vagtpost ud’ kan.

‘To Kill a Mockingbird’ blev filmatiseret i 1962 med Gregory Peck i rollen som Atticus Finch. Det bliver han ikke mindre heroisk af ;-).

Harper Lee: To Kill a Mockingbird

Arrow Books, 2010. 309 sider. Første udgave: 1960
Dansk udgave: Dræb ikke en sangfugl, 1961. Oversat af Michael Tejn. Genudgivet 2015 af Lindhardt & Ringhof

Harper Lee: Go Set a Watchman

William Heinemann, 2015. 278 sider
Dansk udgave: Sæt en vagtpost ud. Lindhardt & Ringhof, 2015. (Sjusket) oversat af Karen Fastrup

Sidstnævnte (dansk udgave) er modtaget til anmeldelse fra forlaget

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Barndom, Historisk roman, USA og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s