Fisk har ingen fødder af Jón Kalman Stefánsson

af gæsteblogger Poul Larsen

Bogens forsideJeg må melde rent ud: Jeg er forført og fortabt – og det er Jón Kalman Stefánssons skyld. Jeg er stangdrukken i hans sprog og forelsket i hans univers. Jeg er nødt til at bekende, at jeg m.h.t. Jón Kalman er helt og aldeles utilregnelig. Og hermed nok uduelig som anmelder, når det netop drejer sig om en af hans bøger. Men jeg forsøger alligevel. 

Det startede med læsningen af ‘Sommerlys og så kommer natten’, fortsatte med trilogien: ‘Himmerige og helvede’, ‘Englenes sorg’ og ‘Menneskets hjerte’. Sidst på året 2015 kom så ‘Fisk har ingen fødder’. På trods af min forslugenhed, klarer jeg som regel kun nogle få sider ad gangen. Her er det oftest den rene lyrik – og hvor mange digte kan vi klare om dagen?

I ‘Fisk har ingen fødder’ er der et lille forord, som lyder: “I Keflavik er der tre verdenshjørner: vinden, havet og evigheden”. Det er sådan, Jón Kalman (sådan underskriver han sig) sanser og fortæller. Et eksempel: I begyndelsen af bogen folder han på vidunderligste vis et møde ud mellem en ung mand og en ung pige. Det udvikler sig i de fineste scener – mere rørende og smukt, end jeg har læst længe. Hun siger til ham, da hun en nat opsøger ham på hans båd i det lille lukaf: ’”Hvis jeg slår mit hår ud, så ved du, at jeg er nøgen under kjolen, og så ved du, at jeg elsker dig.” Det lykkes ham at nikke. Venter uden at røre sig. Så slår hun håret ud.
– Og Jón Kalman fortsætter:
“De stod på dækket i denne livets morgen, og alt var, som vi har beskrevet det, fordi de var så unge og skælvede af liv, fordi de knap havde sovet, fordi deres kroppe var blevet klistret sammen af sved, begær, lykke, fordi de havde grædt. Derfor var de så smukke og tidløse, derfor forvandledes fjeldene til salmer, til højtidelig poesi, og han holdt om hende, og hun holdt om ham og sagde stille, turde sige det, følsomt men uden tøven og slet ikke forlegent, idet hun lænede sit hoved mod hans skulder, Oddur, min elskede, jeg glæder mig til livet.”
Jón Kalman runder kapitlet af på den her måde: “Og så kan livet begynde, det kan begive sig af sted med al sin bagage, og så må vi se, hvad der sker.”

Og der sker meget på de næste 350 sider. Kort fortalt beretter bogens fortæller om hans ungdomsven Ari, som efter at have rejst fra sin kone og tre døtre og taget til København for at arbejde som forlagsredaktør i et par år, nu er på vej hjem til Island for at besøge sin kræftsyge far. Men dette er bare en anledning, en kulisse, for at komme i gang med at fortælle historier om Ari og hans venner og om hans slægts liv og skæbner.

Jón Kalman fortæller løs om fjelde og havets dyb og om den blå evighed deroppe over det hele, om blomster, der bøjer sig i støvregnen, og om frost, der er så hård og skarp, at den saver alle tanker i stykker. Han fortæller tænksomt, filosoferende ind imellem med megen humor. Han ser storheden og skævhederne og de små mirakler, mens han befolker sine fortællinger med mennesker, der leger, skæmter, drømmer og trækker vejet dybt, men som også alle rammes af angst og smerte, sorg, svigt og forfald. Det er vilkår, som vi mennesker ikke kan undgå og ikke kan overvinde. Ingen kan gå på vandet. Det er derfor fisk ingen fødder har. “Liv vokser frem af ord, mens døden bor i tavsheden. Derfor bliver vi nødt til at fortsætte med at skrive, fortælle, mumle verslinjer og kraftudtryk og på den måde holde døden på afstand – for en tid.”
På den allersidste side i romanen hedder det: “Smerteligst af alt må det være aldrig at have elsket tilstrækkeligt.”

Fire gange (i 2001, 2004, 2007 og 2015) har Jón Kalman været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris – og ingen af gangene har han fået den. Tænk at der findes briller, der gør det muligt for de skiftende juryer at læse hen over Jón Kalmans fortællertalent.
Eller også – for jeg har ikke læst nogle af de fire års prisvinderbøger – har den nordiske litteratur fået et format af en helt ny og imponerende dimension.
I så fald er der jo al mulig grund til at glæde sig.

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder – en slægtshistorie

Forlaget Batzer & Co, 2015. 408 sider
Oversat fra islandsk af Kim Lembek efter ‘Fiskarnir hafa enga fætur’

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Gæsteblogger, Island og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Fisk har ingen fødder af Jón Kalman Stefánsson

  1. K siger:

    Skøn og inspirerende anmeldelse. Min Jón Kalman-læsehistorik (og begejstring) har været samme, idet ‘Fisk uden fødder’ dog endnu står ulæst i reolen og venter, og nu glæder jeg mig endnu mere til at læse den. Den skal med på påskeferie!

  2. Anne Grete Jacobsen siger:

    Fin anmeldelse – jeg startede på den, men kom ikke rigtig i gang, men nu jeg så absolut prøve igen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s