Med Carsten Jensen i Afghanistan

Carsten Jensen talerBibliotekernes forfatterarrangementer er værd at gå efter, også selv om de nu koster penge.

De 100 kroner, man måtte erlægge for at møde Carsten Jensen på Rønde Bibliotek for et par dage siden, havde i al fald ikke afholdt nogen fra at komme. Ejheller vejret, regnen stod ned i stænger. Jeg troede, jeg kom i god tid, men måtte placere Skodaen på en plæne sammen med mange andre.

Publikum var meget veloplagt, og det var Carsten Jensen også. Han talte og læste op i en time, og efter pausen, hvor publikum indtog forfriskninger, og forfatteren signerede bøger, forsatte seancen med spørgsmål. Og der var mange, og han svarede beredvilligt på de fleste. Han sagde dog fra starten, at han frabad sig spørgsmål, der var plotspoilere – i erkendelse af at ikke alle havde læst bogen endnu.

Jeg er selv ved at læse, dvs høre, ‘Den første sten’ i Lars Mikkelsens fremragende indlæsning. Han spiller, men ikke for meget. I modsætning til Buk-Swientys bøger om Vilhelm Dinesen, hvor indlæseren lægger sin stemme ned i et dybt leje, der signalerer en gammel mand, når han citerer fra den 26-årige Dinesens dagbøger, læser Mikkelsen lige ud ad landevejen med tilpas drama.

Carsten Jensen fortalte lidt fra sin baggrund, som sømandsøn i Marstal med en far der var “militant anti-intellektuel’, der fik en søn med ti tommelfingre, som har foretrak at bruge til at vende bøgernes blade. Og alligevel er ‘Vi, de druknede’ skrevet til faderen, som desværre ikke nåede at opleve den.

Han kom selv ind på at det egentlig er lidt besynderligt, at han, der ikke er en del af traditionelle mandefællesskaber – han har aldrig set fascinationen af at sidde i sofaen med en bajer i hånden og se noget så kedeligt som fodbold i tv, desuden var han militærnægter – har skrevet to store og tykke bøger om netop mandefællesskaber: ‘Vi, de druknede’ om mænd til søs og nu ‘Den første sten’ om soldater – også – langt væk hjemmefra. De to grupper har det til fælles, at de, når de tager afsked med familien, ikke ved om de ser den igen. Men at skildre sømandslivet har formodentlig været nemmere for ham end livet i Camp Price, Helman. Så der er begået alvorlig research, og jeg synes det virker meget troværdigt.

At researche til en bog om danske soldater i Afghanistan var ikke nemt. De er ikke vilde med journalister og den slags, så den der joviale sludder i kantinen, der kunne bringe ham ind på livet af soldaterne, var ikke-eksisterende. Som regel måtte han spise alene, for ingen ville sidde sammen med ham. Dog, en dag var der ikke andre pladser, og to hærdebrede soldater satte sig over for ham og skulle lige høre hvad han var for én. Journalist! Information! Roman! Det var der kun foragt over for. Dagen efter kom den største hen til ham og spurgte, om det var ham, der var Carsten Jensen? Han havde mest lyst til at nægte og sige at han hed Olsen, men nej – han tilstod og frygtede det værste. “Hvorfor sagde du ikke det med det samme, du er jo min yndlingsforfatter!” Og han styrtede tilbage til teltet for at hente sin hardback-udgave af ‘Vi, de druknede’ for at få den signeret af forfatteren. Hvad han mener om ‘Den første sten’ melder historien ikke noget om.

Carsten Jensen er en fremragende fortæller, både skriftligt og mundtligt. Han har, som vi ved, også sine meningers mod hvad vort engagement i Irak og Afghanistan angår.

Det var simpelthen indbegrebet af en god aften: veloplagt forfatter, veloplagt publikum – de 2½ time gik lynhurtigt, og pludselig skulle man ud i regnen og hjem. En stor oplevelse rigere.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Artikler, Forfatter og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s