I lige linje af Anna Grue

Bogens forsideDan Sommerdahl står over for nye udfordringer – mest på det personlige plan. Han er løbet ind i en midtlivskrise, kommer ud at rejse og ser på en motionscykel 

For en, der har en slægtstavle, der består af daglejere og husmænd i x antal slægtled, kan det være svært at forstå fascinationen af at finde sine ukendte rødder – og dog. DR bruger i al fald bunkevis af mine licenskroner på at sende filmhold verden rundt, fordi folk gerne vil genforenes med den mor som i sin tid gav dem væk, eller den far der stak af fra den gravide ferieflirt. Nogen gange ender det lykkeligt, de andre gange får vi vel ikke at se.

Dan Sommerdahl bruger i al fald ikke licenskroner på at finde sin ukendte far. Men han har brug for kroner, for han har ikke nogen opgaver, han har heller ikke megen energi. Faktisk er livet lidt trist, men han nægter at have en depression, han skal bare have noget at rive i – om ikke for andet så for at kunne betale sin husleje.

Da han sammen med sin søster rydder op i moderens hus, efter at hun er flyttet på plejehjem, støder han på gamle billeder og breve, der sætter noget i gang hos ham. Hvem var hans far? Hvorfor har moderen holdt hans identitet skjult? Det er måske lige sådan en opgave, han har brug for – men den giver jo ingen indtægter, tværtimod indebærer den en rejse til faderens hjemby, Oxford i England.

Heldigvis løber han ind i en SOSU-assistent på moderens plejehjem, der leder efter sin datter, der meget heldigt er flyttet til netop Oxford, så på den måde får han rejseudgifterne dækket.

Faderen finder han helt urealistisk nemt, og denne kender tilfældigvis den bortløbne pige. Som Dan jo ikke kan tvinge til noget, for hun er jo myndig, han kan kun give hende moderens besked. Men så er spillet i gang.

Hjemme i Christianssund begynder han at interessere sig for et uheld for nogle måneder siden, hvor en motionscyklist (den bortløbne piges far) omkommer. Dennes gode ven er netop afgået ved døden, og denne gang er det mord, og så er det jo nærliggende at tro at de to dødsfald hænger sammen. Det mener Dan i al fald, og han er ved at få Flemming med på ideen. Der er noget med den cykelklub, de begge var aktive medlemmer af, og der er noget med et sponsorat, der lynhurtigt blev afbrudt efter det første dødsfald.

Der bliver gravet i en række familiehemmeligheder, og alt bliver opklaret, om ikke til alles tilfredshed. Anna Grue leverer som sædvanlig kodyl god og velskrevet underholdning, der er lidt mange heldige sammentræf i bogen, men det gør ikke noget. Genren er den klassiske puslespilskrimi, som englænderne – og Anna Grue – er så gode til, og som jeg elsker.

Denne gang har hun bragt os tilbage til sit elskede England, hvor en af hendes tidligste krimier, ’Det taler vi ikke om’ (2006), også foregik – med samme tema, hvem var min far og hvorfor har jeg ikke fået noget at vide om ham?

At den skaldede detektiv har fundet sin far er no big deal, men i bogens slutning får han en ny overraskelse, og den skal læseren have til gode.

‘I lige linje’ er syvende bog i serien om den skaldede detektiv, Dan Sommerdahl, men forhåbentlig ikke den sidste.

Anna Grue: I lige linje (Dan Sommerdahl, #7)
Politikens Forlag, 2016. 396 sider

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Danmark, Krimi og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s