I får ikke mit had af Antoine Leiris

Bogens forsideSmuk og tankevækkende lille bog om den uudslukkelige sorg, der rammer de efterladte efter et terrorangreb 

Hélène er ung og smuk, hun elsker livet, at danse, og hun elsker musik. Den 13. november 2015 er hun til koncert på spillestedet Bataclan i Paris sammen med en god ven. Hun er en af de mange, der aldrig kom hjem. Hjemme er for hende lejligheden, hvor hun bor sammen med sin elskede Antoine og deres 17 måneder gamle Melvil. 

Denne lille bog er Antoines ”dagbog” i tiden fra den nat, Hélène ikke kom hjem, til hendes bisættelse. Hvordan takler man det, hvordan fortæller man Melvil, at mor aldrig kommer hjem? Hvordan kan man selv leve med visheden? Men Melvils hverdagsrutine skal holdes, og måske er det netop det, der holder sammen på Antoine.

Hvordan takler man alle de velmenende mennesker, der gerne vil spørge, men ikke ved hvordan, der gerne vil gøre noget, men ikke ved hvad. For hvordan kan man fatte det ufattelige, når man ikke selv har prøvet det?

Rørende er beskrivelsen af ”mødrene” i Melvils vuggestue, der organiserer en madordning, således at Antoine hver dag får en middagsret med hjem, når han henter Melvil. Han takker pænt, smider maden ud derhjemme, vasker beholderen af og afleverer den næste dag.

Man kan spekulere over, om sorgen havde været anderledes, hvis Hélène var dræbt ved en trafikulykke og ikke i et terrorangreb. Måske ikke, men omverdenens opmærksomhed er afgjort mere massiv. Og tanken om, at ens elskede er død som resultat af en bevidst handling, må være svær at leve med.

Titlen stammer fra det facebook-opslag, Antoine laver efter Hélènes død, ”de” har taget alt fra ham, men hans had får de ikke. Han nægter at blive del af den spiral, hvor had avler had, vold avler vold.

’I får ikke mit had’ er måske ikke stor litteratur, men en fin beskrivelse af sorgen, sorgen der opsluger alt og gør alt andet trivielt. Og hvordan man kommer videre.

Antoine Leiris: I får ikke mit had.
Gyldendal, 2016. 119 sider
Originaludgave: Vous n’aurez pas ma haine. 2016. Oversat af Niels Lyngsø

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelser, Frankrig, Kærlighed og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s