Anmeldelse: En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard

Bogens forsideBliver alting godt, fordi man kommer til penge og får nye havemøbler? Tilsyneladende ikke. Endnu en stilsikker roman om livet på landet fra sidste års debutant  

Der er ikke meget at grine af i forfatterens anden bog om livet for enden af verdens længste grusvej, tværtimod. Det er den samme gamle lastbil, de samme gøende hunde, den samme dysfunktionelle, ressourcesvage familie. Godt nok ser det ud til at gå bedre økonomisk, gælden til farbror Chresten er ude af verden, faderen har fået fast arbejde på slagteriet, og moderen har fået udbetalt et større beløb i erstatning for en fejloperation.

Pengene bliver bl.a. brugt på en charterrejse til Tyrkiet for hele familien – og Iben, Tues veninde med tryk på ven. Tue presser moderen til at købe en billet til hende, ellers vil han fortælle faderen om Fynboen, moderens hemmelige chat-ven. Sådan en familie er det.

Bogen følger Tue i hans gymnasieår, ligesom i ‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’ i små kapitler, der udtryksfuldt beskriver familiens indbyrdes forhold. Broderen rejser på efterskole, og søsteren lader sig kronrage. Der er ønske om nærhed og kærlighed, men det bliver ikke til noget og ender i vold. Og man er solidarisk, man melder ikke sin far, mor eller mand for at slå én fordærvet. Det vedkommer ingen.

Tue kæmper stadig  med sin seksualitet og med at finde sin plads i tilværelsen, han ryger for meget, drikker lige rigeligt og kommer mere og mere på kant med forældrene. Til sidst forlader han hjemmet og ser ud til at være på vej til at gå i hundene – men ved bogens slutning er han på vej videre. På en af bogens sidste sider siger han:
“En dag vil vi grine af det, tænkte jeg. Ikke i morgen eller i overmorgen. Ikke dagen efter den dag, men en aller anden dag om nogen tid, vil vi grine af det. Af dét eller af noget andet.”

Jeg læste forfatterens debutroman ‘Hvis der skulle komme et menneske forbi’ for et års tid siden, og var ret så begejstret for den. Det samme kan jeg sige om denne, indholdsmæssigt er den måske endnu mere trykkende end første del, og sprogligt endnu

bedre. Trods sin unge alder mestrer han dialogen som få andre.
Jeg ved ikke om det er det sidste, vi hører til Tue og den familie, han nu har forladt. Men jeg er sikker på, at det ikke er det sidste, vi hører til Thomas Korsgaard.

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det
Lindhardt & Ringhof, 2017. 320 sider.


Se også min anmeldelse af

Bogens forsideThomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi
Sørgmunter debutroman om en problematisk opvækst for enden af verdens længste grusvej.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s