Ny skønlitteratur – oktober 2018

Collage af forsiderErling Jepsen, Morten Ramsland, Lars Saabye Christensen, Håkan Nesser – af en eller anden grund har jeg denne gang fundet størst interesse i de mandlige forfattere. Men bare rolig, der er så mange gode forfattere på banen i denne BogForum-måned, også kvindelige, at der er nok at vælge imellem for alle. Hvis jeg skulle udvide sortimentet, ville forsinkelsen – som jeg beklager – blive endnu større.

Udvalget er som sædvanlig udtryk for, hvad jeg selv finder interessant. Oplysningerne er fundet på forlagenes hjemmesider.

Og husk, vi ses til BogForum i Bella Centeret et par uger tidligere, end vi er vant til, 26.-28. oktober. Det trykte program er netop udsendt. Men der ser ud til alligevel at være masser af nye gode bøger til udgivelse i november. Vinteren kan bare komme an!


De danske

Bogens forsideErna i krig af Erling Jepsen
Under Første Verdenskrig måtte mange danske sønderjyder trække i tysk uniform, således også Ernas søn, Kalle, der ikke har ”så mange kopper i skabet, som man siger på de kanter”. Derfor får mor Erna fat i en tysk uniform og tager med for at passe på Kalle.
’Ernas krig’ er månedens bog i Flensborg Avis’ kulturredaktion, se og hør her hvad kulturredaktør Hans Christian Davidsen siger om bogen – bare rolig, Flensborg Avis er en dansk avis 😉

Udkommer 3. oktober på Gyldendal. 312 sider


Bogens forsideDigteren Dylan af Anne-Marie Mai
Da Bob Dylan fik Nobelprisen i Litteratur i 2016, vakte det stor opstandelse i mange kredse. Anne-Marie Mai, professor i litteratur, har skrevet en bog om Dylans poesi og gør rede for, hvad han har tilført moderne litteratur.

Udkommer 4. oktober på Gyldendal. 176 sider.


Bogens forsideSmaragdsliberen af Anne-Cathrine Riebnitsky
Den jødiske Pierre falder død om med hjertestop, men vender mirakuløst tilbage til livet og fortsætter sit skakspil med muslimske Youssef, samt arbejde på sit livsværk, slibningen af en stor smaragd. Samtidig rejser hans datter rundt i grænseområdet mellem Georgien og Aserbajdsjan, hvor kristendom og islam strides. Hun studerer hulemalerier, men kidnappes og må se døden i øjnene. Forlaget karakteriserer bogen som ”en poetisk og livsbekræftende fortælling om tilværelsens skrøbelighed”.

Udkommer 10. oktober på Lindhardt & Ringhof. 272 sider


Bogens forsideNordisk vildt af Daniel Dencik
Tvillingerne Silas og Elias har valgt to meget forskellige liv, den ene er soldat og narkoman, den anden familiefar i den jødiske tradition.  Men en ulykke fører de to brødre tættere sammen end nogensinde. Og så sker det så eksotisk et sted som på Horsens-egnen. Forlaget siger: ”en roman om kærlighed, broderskab, den danske kystskov, tvillingesjælens vandringer og den dybe forbandelse ved den høje intelligens”.

Udkommer 12. oktober på Politikens Forlag. 488 sider


Bogens forsideLyskabinettet af Morten Ramsland
En roman om selvudvikling, men på den lidt skæve måde, som de, der har kendskab til forfatteren, vil vide.
Thomas har altid følt sig anderledes, og som voksen depressiv familiefar opsøger han Overbecks lyskabinet for at finde ind til sig selv. Oplyst af Overbecks lamper bliver han i stigende grad klar over de skridt, han tidligere har taget
Forlaget skriver: ”Og da Thomas møder Nora med det lysende blik, kan han gøre op med sin fortælling. Sammen skaber de – midt i Thomas’ familieliv med Sidsel og børn – et lukket rum, hvor han kan komme tættere på gåden.
’Lyskabinettet’ er en roman om at blive fri fra fortællingerne om sig selv. Om at finde nye måder at være i sit køn, sin seksualitet og sin familie på. Det er en myldrende, fabulerende og morsom roman om at løse den rebus ethvert menneske er”.

Udkommer 12. oktober på Rosinante. 464 sider


Andet af interesse:

Tag ikke imod en pølse i Moskva af Leif Davidsen (noveller). Udkommer 9. oktober på Lindhardt & Ringhof. 282 sider

MY HEART af Klaus Høeck (digte). Udkommer 18. oktober på Gyldendal. 616 sider.

Sviml ud af Marianne Larsen (digte). Udkommer 19. oktober på Gyldendal. 112 sider.

Solo af Jesper Stein (krimi). Udkommer 25. oktober på Politikens Forlag. 416 sider

Mørket kalder af Michael Katz Krefeld (krimi). Udkommer 26. oktober på Lindhardt & Ringhof

Udenfor pesthospitalet af Nicolaj Stochholm (digte). Udkommer 26. oktober på Gyldendal. 55 sider

Mirakelbarnet af Lotte og Søren Hammer (krimi). Udkommer 26. oktober på Gyldendal. 432 sider


De oversatte

Bogens forsideSemmelweis af Louis-Ferdinand Céline
Dette er faktisk ikke skønlitteratur, men en lægeafhandling, der foregriber Célines senere skønlitterære værker.
Den ungarske læge Ignacz Semmelweis (1818-1865) kaldes ”mødrenes frelser”, fordi han påviste, at øget håndhygiejne ved fødsler ville reducere omfanget af barselsfeber, der før i tiden kostede mange kvinder livet. Hans teori blev mødt med stor modstand af kollegerne. Selve forløbet var så fyldt af bizarre hændelser og intriger, at det virker som ren fiktion.
Forlaget skriver: ”Det er disse – meget lidt berømte – medicinhistoriske begivenheder, der er emnet for Célines afhandling, der blev udgivet første gang i 1936. Céline udfordrer den nonfiktive genre radikalt og gennemført i en tekst, der gør værket til mere end en dårlig afhandling om en god læge. ’Semmelweis’ lader en luge stå på klem ind til forfatteren, før han blev forfatter. Den viser os begynderen Céline”.

Udkommer 3. oktober på Vandkunsten. 136 sider. Oversat af Troels Hughes Hansen


Bogens forsideHovedstaden af Robert Menasse
Vi husker alle efteråret 2015, mængden af flygtninge der vandrede op gennem Europa og udfordrede det europæiske sammenhold. Et sammenhold, der stadig er udfordret.
Forlaget beskriver bogen som ”en sædeskildring fra EUs indre. Den er både psykologisk thriller og politisk satire, måske det nærmeste et svineavlende kontinent kan komme på Den Store Europæiske Samtidsroman”.
Den prisvindende tyske forfatter er ikke tidligere oversat til dansk.

Udkommer 5. oktober på Vandkunsten. 436 sider. Oversat af Jacob Jonia


Bogens forsideBøn for Tjernobyl af Svetlana Aleksijevitj
Vi husker også den 26. april 1986, datoen for Tjernobyl-ulykken i Ukraine i det daværende Sovjetunionen. Som tiden gik, viste det sig, at den fik menneskelige og miljømæssige konsekvenser.
”Den nobelprisbelønnede forfatter og journalist Svetlana Aleksijevitj rejste i tre år rundt i de mest udsatte områder for at indsamle vidnesbyrd om livet for de mennesker, der var tættest på ulykken. Hvordan lever de i dag? Hvad optager dem? Hvad tænker de om fremtiden? Hvad er deres historie?” (forlaget)

Udkommer 8. oktober på Lindhardt & Ringhof. 352 sider. Oversat af Katja Hansen Volkova


Bogens forsideStedet af Andreas Maier
Fjerde del af forfatterens slægtskrønike, Wetterau-sagaen. De tre tidligere, ’Værelset’, ’Huset’ og ’Gaden’ er udkommet på Rosenkilde og Bahnhof. Som man kan se på titlerne, bevæger man sig indefra og ud.
Nürnberger Nachrichten skrev ved udgivelsen på tysk: ”Maier skriver, om man vil, på en nutidig ‘På sporet af den tabte tid’, på en moderne ‘Følelsernes opdragelse’, på en ‘Verden af i går’ … når vi læser disse bøger møder vi også os selv, vi ser os selv vokse op ved siden af barnet Andreas, og vi bliver en del af disse historier som vi bladrer i lige som i et familiealbum”.

Udkommer 12. oktober på Batzer & Co. 142 sider. Oversat af Paul Klitnæs


Bogens forsideByens spor 2 af Lars Saabye Christensen.
Ifølge den norske presse er Lars Saabye Christensens Oslo-trilogi en moderne klassiker, og efter at have læst halvdelen af første bind, er jeg tilbøjelig til at give den ret. Første del med undertitlen ’Maj og Ewald’ udkom i april på det fine nye forlag Grif, der også er ansvarlig for ’Drilleri’ af Domenico Starnone.
Den foregår i årene efter 2. Verdenskrig og følger det følsomme barn,Jesper og hans forældre: Maj der er hjemmegående og kasserer i den lokale afdeling af Røde Kors, Ewald er reklamemand med gode ideer, men med en stor forkærlighed for et bestemt værtshus. Trilogien foregår i samme kvarter som ’Halvbroderen’, som den ikke er en fortsættelse af, men alligevel.
Dette bind begynder i 1956, og vi følger personernes videre liv.
Der er ingen tvivl om, at forfatteren elsker sin by, og at denne trilogi vil stå som et af hans største værker.

Udkommer 12. oktober på Grif. 442 sider. Oversat af Ellen Boen


Bogens forsideMythos. Genfortælling af de græske myter af Stephen Fry
De græske myter er en af de største inspirationskilder for europæisk litteratur – og på stjerneklare aftener kan man se dem på himlen. Stephen Fry har genfortalt en række af disse myter, forlaget skriver: ”Historierne er dybt forankret i den vestlige kulturs DNA. I Stephen Frys hænder bliver fortællingerne om titanerne og guderne en underholdende og veloplagt indføring i krigsførelse, rivalisering, erotik, bedrag, livsvisdom, triumf og tragedie”. Se den skal nok være værd at læse.

Udkommer 12. oktober på Modtryk. 420 sider. Oversat af Allan Hilton Andersen


Bogens forsideKompas af Mathias Enard
Den prisvindende franske forfatters gennembrudsroman handler om møder mellem øst og vest.
Musikologen Franz Ritter har fået dårlige nyheder af lægen og ser tilbage på sit liv. Han har hele livet været fascineret af Mellemøsten og har foretaget utallige rejser til Istanbul, Aleppo, Damaskus og Teheran, hvor han har mødt mange kunstnere og videnskabsmænd. Han tænker især på sin store kærlighed, Sarah.
I 2015 blev ’Tyvenes gade’ af samme forfatter oversat til dansk.

Udkommer 18. oktober på Gyldendal. 464 sider. Oversat af Peer F. Bundgaard


Bogens forsideBegyndelser af Carl Frode Tiller
I sidste måned blev den ene norske kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris 2018, novellesamlingen ’Jeg har endnu ikke set verden’ af Roskva Koritzinsky, præsenteret, her kommer den anden kandidat, romanen ’Begyndelser’ af Carl Frode Tiller. Det er fortællingen om en mands liv – fra selvmord til fødsel. Hvorfor gik det som det gik? Hvorfor har man taget de valg, man tog? Og var det de rigtige?

Udkommer 19. oktober på Rosinante. 336 sider. Oversat af Sara Koch


Bogens forsideDe polyglotte elskere af Lina Wolff.
Bag denne titel gemmer sig en roman om magtrelationer og kærlighed – og også om litteraturens manipulerende egenskaber og det polyglotte, det flersproglige.
Forlaget beskriver bogen som ”en mørk humoristisk, intens og intelligent roman, der i højt tempo væver tre karakterers skæbner sammen i jagten på et mystisk manuskript. I denne flerstemmige roman om sprog og seksualitet er mandens blik på kvinden i fokus, men også forførelsen, ydmygelsen, magtkampen og drømmen om forståelse mellem kønnene”.
Forfatteren har modtaget Sveriges største litteraturpris, Augustprisen for bogen.

Udkommer 25. oktober på Gladiator. 304 sider. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild


Bogens forsideDe Venstrehåndedes Forening af Håkan Nesser.
Van Veeteren og Barbarotti mødes – for første og måske sidste gang. To skoledrenge danner De venstrehåndedes Forening, årtier senere nedbrænder et gammelt pensionat, der er adskillige ofre. De to ting hænger sammen, men de, der kan give en forklaring, er døde. Næsten alle. Det lyder som en rigtig Nesser-historie, jeg kan næsten ikke vente.

Udkommer 26. oktober på Modtryk. 550 sider. Oversat af Jan Mølgaard og Agnete Stjernfelt.


Andet af interesse:

Et atelier i Paris af Guillaume Musso. Udkommer 1. oktober på Lindhardt & Ringhof. 416 sider. Oversat af Victoria Westzynthius

Mod nye stjerner af Kate Ling (Ventura-sagaen, 3)(YA). Udkommer 3. oktober på Gads Forlag. 322 sider. Oversat af Johnnie McCoy

Pachinko af Min Jin Lee. Udkommer 4. oktober på Hr. Ferdinand. 608 sider. Oversat af Henrik Enemark Sørensen

Majken Minefinder af Karin Brunk Holmqvist. Udkommer 4. oktober på Cicero. 278 sider. Oversat af Marielle Nielsen Hansen

Mægtigere end sværdet af Jeffrey Archer (Clifton-Krøniken, 5). Udkommer 5. oktober på Lindhardt & Ringhof. 480 sider. Oversat af Alice Friis Caspersen

Med fusk i fejemøget af Catharina Ingelman-Sundberg. Udkommer 5. oktober på People’s Press. 400 sider. Oversat af ?

Huset på klippen af Ellie Griffiths (Ruth Galloway, 3). Udkommer 9. oktober på Gads Forlag. 368 sider. Oversat af Lærke Pade

På afveje af Linda Castillo. Udkommer 11. oktober på Hr. Ferdinand. 384 sider. Oversat af Henrik Enemark Sørensen

Dem der dræber drømme, sover aldrig af Jan Guillou (Det store århundrede, 8). Udkommer 11. oktober på Modtryk. 480 sider. Oversat af Anders Johansen

Den tavse fontæne af Rebecca James. Udkommer 15. oktober på Gyldendal. 398 sider. Oversat af Rasmus Hastrup

Uden håb af Colleen Hoover. Udkommer 17. oktober på Lindhardt & Ringhof. 368 sider. Oversat af Anne Brinch

Altid håb af Colleen Hoover. Udkommer 17. oktober på Lindhardt & Ringhof. 300 sider. Oversat af Anne Brinch

Rosie Hopkins’ søde jul af Jenny Colgan. Udkommer 19. oktober på Cicero. 336 sider. Oversat af Marie Kopp

Bare en chance af Elle Kennedy & Sarina Bowen. Idkommer 25. oktober på Gyldendal. 293 sider. Oversat af Sarah Louise Pedersen

Nordstjernen af D. B. John. Udkommer 25. oktober på Hr. Ferdinand. 496 sider. Oversat af Hans Larsen


Se også Krimimessens oversigt over Kommende krimier – oktober 2018

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s