Anmeldelse: The Vanishing Box af Elly Griffiths

Bogens forsideHistorisk krimi fra Brighton.  Tre mord på en uge – alle med forbindelse til variete-og tryllekunstnermiljøet.

Jeg faldt pladask for Elly Griffiths, da jeg stødte på hendes krimiserie fra Norfolk om arkæologen Ruth Galloway – de bøger er det bedste, der er hændt mig hvad krimier angår i meget lang tid. Jeg har allerede læst de første otte og glæder mig voldsomt til nr 9, som jeg vil forkæle mig selv med, når næste hedebølge indfinder sig.

Men hvad så med hendes anden krimiserie? ‘The Magic Men’ eller ‘Stevens og Mephisto’, som serien også kaldes, for man skal jo gerne have personer og ikke temaer i centrum.

En ung pige myrdes på et pensionat i Brighton. Hendes lig er placeret på en besynderlig måde, der får DCI Edgar Stevens til at tænke på et show på Hippodromen, hvor let-eller upåklædte unge kvinder poserer i historiske tableauer. På pensionatet bor to piger, som deltager i showet. Bogen, der er den fjerde i serien, foregår i 1953, og at vise nøgne kvinder på en scene er absolut no-go, men et smuthul i lovgivningen tillader det, hvis de ikke bevæger sig!

Der sker yderligere to mord, og Edgars chef vil se resultater. Edgar og hans to medarbejdere, Emma og Bob, arbejder for fuldt tryk, mens julen nærmer sig – og en snestorm.

Edgars bedsteven og gamle krigskammerat, tryllekunstneren Max Mephisto, er også på plakaten i Hippodromen sammen med sin datter, Ruby, der er forlovet med Edgar.

Det lyder ret så broget, og det er det vel også. Men Elly Griffiths er som sædvanlig meget velskrivende og giver et godt billede af Brighton, som er hendes hjemby, og af tiden. Folk spiser aftensmad, og bagefter hører de radio. Man er stadig lidt forbløffede, når nationalhymnen lyder “God Save the Queen” og ikke King. Dronning Elizabeth I blev kronet året før, vistnok akkompagneret af et tidligere bind i serien.

Jeg troede først, at denne serie er en forløber for serien om Ruth Galloway og Harry Nelson, men den er startet senere og skrives sideløbende. Der er mange paralleller mellem de to serier, Edgar og Nelson og deres medarbejdere, Emma og Bob/Judy og Clough, og en insisterende chef, her dog lidt bagstræberisk. Edgar er begyndt at fotografere mordscenerne for at hjælpe hukommelsen, det mener chefen er noget pjat. Særlig effektivt er det heller ikke, da kun én person på stationen kan fremkalde billeder, og hvis han ikke er på arbejde, forsinkes processen noget.

Er denne historiske serie lige så god som den nutidige om Ruth og Nelson? Nej, og for min skyld kan den godt forblive uoversat. Der er ikke noget i vejen med den, den er velskrevet og holdt i bedste engelske krimistil, og jeg følte mig godt underholdt på en varm sommerdag. Men ser frem til nr. ni i Galloway-serien.

Elly Griffiths: The Vanishing Box.
Quercus, 2017. 384 sider

Reklamer

2 comments

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s