Anmeldelse: Tredje, og sidste roman, om Bjørn Hansen af Dag Solstad

Bogens forside📕📕📕📕📕
Trilogien om Bjørn Hansen er nu slut, og Dag Solstad har dermed skabt en antihelt af dimensioner og konsolideret sin stilling som norsk litteraturs Grand old man.

Bjørn Hansen er et skvat, og tilsyneladende ikke engang et særlig charmerende skvat. Men når han alligevel kan holde læserens opmærksomhed fangen gennem tre bind, er det forfatterens fortjeneste. Her i sidste bind er han gammel og filosoferer en del over det liv, der snart skal få en ende: utro ægtemand, lovende kommunal embedsmand, middelmådig amatørskuespiller, social bedrager, fængselsophold, forretningsmand med speciale udi lyssky affærer og nu endelig et forhutlet ensomt 77-årigt individ i en etværelses “lortelejlighed” i Oslo. Den lille lejlighed er fyldt til bristepunktet af bøger, litteratur og filosofi, opstillet efter et sindrigt system. Han trives der, pluklæser i sine bøger, går kun ud, når det er nødvendigt – og får yderst sjældent besøg.

Når det en sjælden gang banker på hans dør, ignorerer han det, og til sidst opgiver den besøgende. Men ikke denne gang. Udenfor står en moden kvinde og et langt rær af en ung mand, og det går op for ham, at det er hans svigerdatter og sønnesønnen, Wiggo, som han kun har set én gang under et usædvanligt mislykket besøg for ti år siden. Svigerdatteren meddeler ham, at Wiggo skal læse litteraturvidenskab ved universitetet i Oslo, og hun havde tænkt at han kunne bo hos sin farfar.

Her var det jeg selv ville have standset projektet, sagt ”no way, aldrig i livet og find ham et kollegieværelse!” Men Bj. Hansen (som han også kaldes) er for høflig, eller snarere handlingslammet. Efter kort tid er Thea Nielsen kørt, og han står tilbage med en logerende. Enhver kan sige sig selv at en etværelses lejlighed med tekøkken og sovesofa, tapetseret med bogreoler, ikke kan rumme to voksne mennesker, men sønnesøn og farfar finder en modus vivendi og nærmer sig hinanden.

Alt går fint, indtil Wiggo en skønne dag finder en kæreste. En medstuderende, der har været elitesportsudøver og nu har sin egen blog, hvor hun tjener nok til en penthouselejlighed på at rådgive om kosttilskud mm. Altså en influencer. Bj. Hansen er jaloux, nu gik det lige så godt med ham og Wiggo, og han ønsker slet ikke at møde hende. Men en dag står hun i hans lejlighed.

Første del, ’Elvte roman, bog atten’ blev modtaget med moderat begejstring, da den udkom i Danmark i 1994; de anmeldelser, jeg har set, kaldte sprog og titel krukket og lovede ikke bogen lang levetid; John Chr. Jørgensen omtalte fx bogen som ”en billig spøg” i Politiken. De tog grueligt fejl.

Sproget er et kapitel for sig, men man kommer til at holde af det, pedantisk og teknokratisk som det kan forekomme. Sara Koch har med sædvanlig professionalisme oversat til dansk – at oversætte fra et nabosprog er langt fra så let som det lyder.

Dag Solstad har et stort forfatterskab bag sig og har modtaget mange store priser, bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris for ’Brudgom’, 1989, og han har været nævnt som Nobelpris-materiale. Fuldt fortjent.

1. del: ’Elvte roman, bog atten’. Originaludgave 1992. Danske udgaver 1994 og 2020
2. del: ’17. roman’. Originaludgave 2009. Danske udgaver: 2010 og 2020

Dag Solstad: Tredje, og sidste, roman om Bjørn Hansen.
Rosinante, 2020. 139 sider.
Oversættelse: Sara Koch. Omslag: Martin Dennis
Originaludgave: Tredje, og siste, roman om Bjørn Hansen. Forlaget Oktober, 2019. 107 sider

Anmeldelsen blev først publiceret på Litteratursiden 26.05.2020

Bogen er modtaget til anmeldelse fra forlaget Gyldendal

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s