Anmeldelse: Vadehave af Peter Laugesen

Bogens forside📕📕📕📕
Vadehavet kan tydeligt fornemmes i Peter Laugesens seneste værk, det store udsyn, den høje himmel og den store rummelighed. Nye digtlæsere kan begynde her.

Hallo, drastiske skrift, gider du lige kigge ud af vinduet – digteren sidder i Digterhjemmet i Sønderho på Fanø og kigger ud ad de mange vinduer i det gamle hus, han går ud i klitterne, ud på stranden, ud i vandet, ud i tågen, ind på kirkegården, rundt i den lille by, rundt på den lille vadehavs-ø.

Vadehavet er fascinerende og forunderligt og appellerer forståeligt nok til mange kunstarter, fx foto, billedkunst og musik, musiklivet på øen er særdeles frodigt ved jeg personligt, da jeg har familie på øen. Og selvfølgelig litteratur. De fjerne horisonter inviterer nærmest til at lade tankerne gå på langfart – ligesom Sønderhos sømænd engang gjorde

Navne på sten, slægter på havet. Mor i fint,
hun er stærk. Pigen i fint ser spørgende op.
Drengen uden sko med bare ben op til knæene.

Hånden skygger for øjnene i den stærke sol
over det flade land. Græs omkring sten som en mark.

På stenene navne,
døde på havet
eller i fremmede byer.
(DEN NYE KIRKEGÅRD)

Men digterens tanker flyver ud over horisonten, til de civile ofre for Assads giftgasangreb i Syrien, til DSBs køreplan (at komme fra Sønderho til Brabrand med offentlig transport er lidt af en udfordring, mindst fem skift), til Gudrun Ensslin, til den russiske lyriker Marina Tsvetayeva (1892-1941), til jazzen, til Finnigans Wake, James Joyce’s uoversættelige roman, som digteren efter sigende er ved at oversætte, men især flyver de til Tom, T.S. Eliot, Tsvetayevas samtidige.

Et stort afsnit handler om maleren Emil Nolde, der også lod sig inspirere af Vesterhavet

Havet
kommer op på stranden

En tung
langsom kraft

Det er den
der maler hans billeder.
(NOLDE)

Jeg er ikke den store lyriklæser og kender derfor ikke terminologien omkring at anmelde en digtsamling. Men jeg blev gradvis opslugt af stemningen, sproget og den springende rytme, og jeg vil givetvis vende tilbage til den, som jeg vender tilbage til Vadehavet i storm og stille. Jeg kan varmt anbefale den – også til nye lyriklæsere.

Peter Laugesen: Vadehave
Gyldendal, 2020. 115 sider. Omslag: Inge Lise Westman

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s