Ny skønlitteratur – september 2020

Collage af bogforsider

September er høstmåneden – også den litterære. Der er nyt fra Jo Nesbø, Olga Ravn, Robert Galbraith, Anne-Lise Marstrand Jørgensen, Jens Smærup Sørensen og mange flere.

Jeg har grebet lidt tilbage til august, da jeg havde overset et par væsentlige udgivelser. Jeg skal igen beklage forsinkelsen, der delvis skyldes det enorme materiale, jeg skulle igennem. Mange forlag udskød udgivelser fra foråret, så vi har en virkelig spændende læsevinter foran os – uforstyrret af BogForum og andre udskejelser.

Listen er som sædvanlig et udtryk for, hvad jeg selv synes ser interessant ud. Informationer om bøgerne og deres forsider er hentet på forlagenes hjemmesider.

Hvad vil jeg selv læse? Alt for meget. Jeg er parat til at give Kristina Stoltz en ny chance, jeg forsømte Marstrand Jørgensens bøger om Hildegard af Bingen, måske skulle jeg kaste mig over Margrete den Første. Og Jens Smærup Sørensen, selvfølgelig. Fra udlandet Jo Nesbø, Michael Ondaatje og Robert Galbraith. Men jeg når nok ikke halvdelen, før oktober måneds bøger begynder at vælte ind.

Rigtig god fornøjelse.


De danske

August

Bogens forsideDet, du ikke vil vide af Birgithe Kosovic
Med udgangspunkt i sin egen familiehistorie beskriver forfatteren en dansk-jugoslavisk familie på Vestegnen. Den jugoslaviske far har svært ved at acceptere kønsrollerne i Danmark, og det ender med et brud med de to børn. Forlaget skriver: ”Måske er dette en historie om mislykket integration. Måske er det fortællingen om en helt almindelig familie, hvor hemmeligheden blev sagt højt. Men hvad er det, der virker normalt, men som er en rædsel? Og hvad er det, der ligner gru, men som er mere almindeligt, end man skulle tro?”
Udkom 12. august på Politikens Forlag. 384 sider


Bogens forsideSortsyge af Cecilie Bødker
Debutroman. Forlaget skriver: ”24-årige Freja møder svenske August på Tinder. Han lever polyamorøst med flere kærester. I starten tiltrækker det Freja, men langsomt begynder jalousien at fylde mere og mere. Hun stalker de andre kvinder på Instagram og sammenligner sig konstant med dem”
Udkom 28. august på Vild Maskine. 224 sider.


Bogens forsideDet man skriver af Bent Haller
Efter fundet af sine dagbøger fra 1960’erne reflekterer forfatteren over sit liv. Den voksne forfatter ”møder sin egen unge stemme og genoplever følelsen af ungdom, rastløshed og vilde drømme. Bogen er fyldt med tekster og billeder fra dagbøgerne, som den 74-årige forfatter kommenterer og funderer over; det hele spundet sammen til en universel fortælling om at være ung og finde sin egen vej i livet” (forlaget).
Udkom 31. august på Lindhardt & Ringhof. 320 sider.


September

Bogens forsideMit arbejde af Olga Ravn
Dansk litteratur har fået en ny genre, ”morlitteratur”, et tegn på at mange kvindelige forfattere er kommet i den fødedygtige alder, og der udgives bøger, der problematiserer fødsel og moderskab, som aldrig før. Forlaget beskriver bogen som ”en roman om den enestående og grundlæggende erfaring at sætte børn i verden. Den blander prosa, digt, journal, brev og meget mere for at udforske forholdet mellem moderskab og skrift. En bog om fødselsdepression, husholdning og shopping. Og om hvordan man kan lære at elske det ængstelige, åbne liv med et barn”
Udkommer 4. september på Gyldendal. 429 sider


Bogens forsideØen – eller Newsha Farwans hemmelige dagbog af Nillou Zoey Johannsen
Ungdomsroman til alle mellem 10 og 99 om 12-årige Newsha Farwan, der har alle de problemer, man har som næsten teenager. Dertil kommer, at hun er fra et andet land og skal finde sig til rette i det nye land. Hendes forældre forstår selvfølgelig ikke en pind, og i fødselsdagsgave får hun en dagbog. Det er bare nederen, når hun hellere ville have en telefon, så hun kunne komme på insta og TicToc som de andre. Men hun begynder alligevel at skrive.
Udkommer 14. september på Alpha. 150 sider.


Bogens forsideParadis først af Kristina Stoltz
Efter 20 års adskillelse vender Kristina tilbage til USA for at gense sin ungdoms kærlighed, den afroamerikanske Marlon. Den lille roman handler om deres forhold og om et racistisk, voldeligt og politisk forarmet USA, meget aktuelt, må man sige.
Forlaget skriver: ”I ’Paradis først’ undersøger Kristina Stoltz, hvordan erindring fungerer. Er det vi husker sandt i forhold til, hvad der virkelig skete eller forrykker minderne sig hele tiden, så de kommer til at spejle den nutid, vi befinder os i? Og hvordan ændrer kærligheden sig i takt med erindringen – den der var engang og den der er nu?”
Udkommer 17. september på Gutkind. 170 sider


Bogens forsideDage som græs af Jens Christian Grøndahl
Seks fortællinger om mennesker på flugt, fra krig, fra sult, fra fattigdom, fra grimme oplevelser. De fleste foregår i Danmark, men der er også afstikkere til bl.a. Italien, Tyskland og Østrig. Fortællinger om flygtninge før og nu, om tro og ensomhed, om at gribe ind i andres liv og om at finde friheden på uventede steder.
Udkommer 18. september på Gyldendal. 359 sider.


Bogens forsideFlowmatic af Shadi Angelina Bazeghi
”Digte om en fucked-up verden, sønderrevet af krig og undertrykkelse. Kroppene er gået i stykker. Tiden er gået i stykker. De uidentificerbare kropsdele ligger spredt på slagmarken. Fortid og nutid sker på samme tid. Hvordan kan man tale fra dette sted, hjemsøgt af minderne? Et sted, hvor man er udsat og usynliggjort, betragtet som et udefrakommende objekt? Hvordan kan man fremstå som selvstændigt tænkende? Hvad er det udsatte menneskes sprog? Det giver digtene i ’Flowmatic’ et poetisk og hårdtslående bud på” (forlaget).
Udkommer 18. september på Gyldendal. 92 sider.


Bogens forsideKlinten af Jens Smærup Sørensen
En ny roman fra Jens Smærup Sørensen er altid imødeset med forventning hos mange læsere, og de bliver sikket heller ikke skuffede denne gang. ”Romanen skildrer hans frigørelsesproces fra de moderligt omklamrende kvinder gennem hans møde med Sigrid. De mange fortællespor spejler sig fornemt i hinanden: en gammel mands død og begravelse, Jeppes opvågnen fra teknologisk tørhed til sanselig kærlighed, villavejens kortvarige fællesskab omkring kystsikringen.
En klassisk og meget velskrevet Smærup-roman, der anlægger et afslørende, men altid varmt blik på sine personer, og som virkelig løfter læseren ved sin beskrivelse af åbninger og skred i ellers fastlåste liv” (forlaget).
Udkommer 25. september på Grif. 210 sider


Bogens forsideMargrete I af Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Forfatteren blev især populær for ti år siden, da hun udgav dobbeltbindet om Hildegard af Bingen. Nu har hun kastet sig over en anden stærk kvinde, nemlig Margrete I, en af middelalderens mest betydningsfulde kvinder.
”Historien om Margrete I rækker ud over hendes samtid. Det er en roman om, hvordan en ung kvinde trodser rammerne for et kvindeliv i middelalderen og sætter sig for at bruge magten til at skabe fred. Det er et gribende psykologisk portræt af en usædvanlig politisk begavelse, der bliver ved med at fascinere på tværs af århundreder; en fortælling om middelalderens Norden, om ensomhed og drift, kærlighed, tro og overtro” (forlaget).
Udkommer 25. september på Gyldendal. 600 sider.


Andet af interesse:

Den flyvende Hollænder af Anders C. Thomsen. Udkommer 1. september på Olga. 320 sider

Som natten kender stjernerne af Elsebeth Egholm (krimi). Udkommer 10. september på Politikens Forlag. 352 sider.

Lamento. En kærlighedsroman af Madame Nielsen. Udkommer 11. september på Grif. 176 sider.

Ikke afsendt af Lærke Winther. Udkommer 11. september på Gyldendal. 223 sider

Tredive dages mørke af Jenny Lund Madsen (krimi). Udkommer 14. september på Grønningen 1. 332 sider.

Sanatoriet af Anne-Sophie Lunding-Sørensen. Udkommer 22. september på Politikens Forlag. 272 sider

Hvedekorn 2 2020. Redigeret af Christian Vind og Lars Bukdahl. Udkommer 25. september på Gyldendal. 64 sider

Digterens død af Torben Munksgaard (krimi). Udkommer 25. september på Modtryk. 443 sider.


De oversatte

Bogens forsideVoksnes løgnagtige liv af Elena Ferrante
Ferrante tager os igen med til Napoli. Teenageren Giovanna opdager, at hun har en tante Vittoria, som hendes velhavende familie ikke vil kendes ved. De bliver venner alligevel.
”Gennem Vittorias historie og portrættet af Giovanna og hendes plads i familien som helhed rives vi med ind i en uforglemmelig fortælling om familie, opvækst, arv og hvad der former os som mennesker. Voksnes løgnagtige liv handler om pigeliv, voksenliv, køn og klasse, fortid og nutid, forventninger og knuste forhåbninger og er på en gang helt Ferrante og helt sin egen” (forlaget).
Udkommer 1. september på C&K. 432 sider. Oversat fra italiensk af Marie Andersen og Nina Gross


Bogens forsideKongeriget af Jo Nesbø
En ny Jo Nesbø skaber store forventninger. ”Roy er mekaniker og lever et simpelt liv i en lille norsk fjeldbygd. Men freden bliver forstyrret, da hans lillebror, Carl, vender hjem med en ny kone og vidtløftige planer. Carl er forretningsmand og vil bygge et stort hotel for at bringe nyt liv til bygden, men snart kommer hemmeligheder fra brødrenes barndom på tværs. Roy har altid beskyttet Carl, men måske er lillebroren denne gang gået for vidt til, at Roy kan være sin brors vogter?
’Kongeriget’ er en mørk og mægtig thriller – om ambitioner, loyalitet og kærlighed. Og det er ikke mindst en roman om hemmeligheder, der kan få båndet mellem brødre til at briste” (forlaget).
Udkommer 2. september på Modtryk. 525 sider. Oversat fra norsk af Allan Hilton Andersen.


Bogens forsideSå meget havde jeg af Trude Marstein
”Stærkt psykologisk menneskeportræt og et intenst familiedrama om, hvor svært det kan være at leve livet, mens det er der.  …  en roman om længslen efter et liv fuldt af samhørighed, lidenskab og mening.  Et familiedrama om alt det tilværelsen består af, de banale gøremål og prosaiske tanker. Om at stå tilbage med et helt liv – og først da erkende alt det, man har haft” (forlaget)
Udkommer 10. september på Gyldendal. 496 sider. Oversat fra norsk af Sara Koch.


Bogens forsideAftentid og morgengry af Ken Follett
I denne mastodont af en historisk roman bringer Follett os tilbage til Kingsbridge i tiden før ’Jordens søjler’.
”Året er 997. England befinder sig på tærsklen til middelalderen, og landet er under angreb fra alle sider. Kongens greb om landet er svækket, de magtfulde udnytter de svageste, og blodsudgydelser hører hverdagen til” (forlaget).
Udkommer 15. september på Gyldendal. 840 sider. Oversat fra engelsk af Alis Friis Caspersen


Bogens forsideUstyrligt blod af Robert Galbraith
Igen en kæmpe af en bog, hvor Strike og Robin får en sag om en kvinde, der forsvandt under mystiske omstændigheder for fyrre år siden. Det er den femte roman om makkerparret, og i lighed med Harry Potter-bøgerne bliver de tykkere og tykkere. Jeg har kun læst de to første, men nr tre og fire står på læselisten – og i reolen. Skal den mon forøges med en bog på knap 1000 sider?
Udkommer 24. september på Gyldendal. 960 sider. Oversat fra engelsk af Agnete Dorph Stjernfelt


Bogens forsidePå tværs af historier af Frank B. Wilderson III
Digtsamling af en af afropessimismens centrale skikkelser. Den begynder i Sydafrika under apartheid og ender ved politiets likvidering af Oscar Grant i Oakland et par år før Black Lives Matter.
Udkommer 25. september på Ovo Press. 96 sider. Oversat fra amerikansk af Mikas Lang.


Bogens forsideW af Steve Sem-Sandberg
Woyzeck er kendt fra Geog Büchners skuespil af samme navn fra 1836, og det er samme historie den svenske kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris 2020 skriver, bygget på samme kildemateriale. Historien bygger på en virkelig hændelse, hvor soldaten Johann Christian Woyzeck i 1821 myrdede sin elskede og blev dømt til døden efter en lang retspsykiatrisk udredning. Sem-Sandberg gør ham til den evige taber, der stræber efter værdighed i et krigsramt og umenneskeligt samfund.
Udkommer 27. september på Palomar. ? sider. Oversat fra svensk af Birgitte Steffen Nielsen.


Andet af interesse:

Ødemark af Stina Jackson. Udkommer 1. september på Lindhardt & Ringhof. 320 sider. Oversat fra svensk af Charlotte A. E. Glahn.

Sekten der genopstod af Mariette Lindstein. Udkommer 2. september på Gyldendal. 384 sider. Oversat fra svensk af Signe Lyng

Blå, blå efterårsbølger af Christoffer Holst. Udkommer 3. september på Gyldendal. 240 sider. Oversat fra svensk af Henriette Rostrup.

En pikant handel af Lisa Kleypas (Bow Street, 3). Udkommer 17. september på Gyldendal. 320 sider. Oversat fra amerikansk af Lisbet Kjær Johansen

Hævnen er sød A/S af Jonas Jonasson. Udkommer 18. september på Modtryk. 362 sider. Oversat fra svensk af Anders Johansen

Øens hemmelighed af Guillaume Musso. Udkommer 29. september på Lindhardt & Ringhof. ? sider. Oversat fra fransk af ?


Kommende krimier – september (Krimimessen)


Forever Young

FOREVER YOUNG

Gyldendal udgiver i denne måned fire klassikere inden for ungdomslitteratur. Serien hedder Forever Young og består af ”ikoniske værker om ungdom: den første forelskelse, kampen med den umulige krop, mødet med voksenlivets forventninger og ikke mindst om at finde sin plads i dette vidunderlige kaos” (forlaget).

Ungdom af Tove Ditlevsen. Genudgives 4. september på Gyldendal med forord af Kwamie Liv. 176 sider.

Syv år for Lea af Sonja Hauberg. Genudgives 4. september på Gyldendal med forord af Signe Amtoft. 366 sider.

Den unge Werthers lidelser af J.W. von Goethe. Genudgives 4. september på Gyldendal med forord af Ida Holmegaard. 156 sider. Oversat fra tysk af Frank Jæger.

Call me by your name af André Aciman. Genudgives 4. september på Gyldendal med forord af Felix Thorsen Katzenelson. 312 sider. Oversat fra engelsk af Niels Lyngsø.


Andre genudgivelser:

Faust af J.W. von Goethe. Genudgives 15. september på Gyldendal. 252 sider. Nyoversat fra tysk af Jon Høyer.

1984 af George Orwell. Genudgives 15. september på Lindhardt & Ringhof. 288 sider. Nyoversat fra engelsk af Rasmus Hastrup.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s