Anmeldelse: Forelsket i Flensborg. Insidertips fra grænsebyen af Hans Christian Davidsen

forelsket_i_flensborg_200📕📕📕📕📕
Velskrevet og informativ rejsefører til grænsebyen Flensborg, der er meget andet end grænsebutikker. Historie og kultur går op i en højere enhed.

Det har været ren tortur at læse denne bog i disse dage, hvor Corona har lukket grænsen, og man kan kigge langt efter besøg i udlandet. Men når grænsen til Tyskland åbner, kan I se mig og Skodaen suse sydpå som et rødt lyn. Og nu er jeg ikke blot sulten på oplevelser, men særdeles vel udrustet til at finde dem i Flensborg – så længere kommer jeg nok ikke i første omgang.

Efter rigtig mange besøg i byen troede jeg at jeg kendte den, men man kan jo altid blive klogere. Især når man er i så godt selskab som kulturredaktøren ved Flensborg Avis, den dansksprogede avis i Sydslesvig. Hans Christian Davidsen knuselsker sin by og er meget vidende om stort og småt, som han glad og gerne formidler til andre.

Det er ikke en regulær guidebog, som undertitlen siger giver den insidertips til byen. Forfatteren omtaler ikke blot kendte fænomener som de hængende sko i Nørregade og Istedløven, men fortæller også om steder, turisten ikke umiddelbart falder over.

Da bogen henvender sig til danske besøgende, lægges der stor vægt på steder af betydning i forhold til de mange år, byen var dansk fx Helligåndskirken og Flensborghus, man kan besøge byen i selskab med H.C. Andersen og Kim Larsen, sidstnævnte havde flere yndlingsværtshuse i byen.

Byens særlige status som tosproget og to-kulturel bliver gang på gang understreget, i 1920 stemte den sig til mange dansksindedes fortrydelse tysk med et stort flertal, og i valgkampen dengang gik det ikke blidt til. I dag lever de to befolkningsgrupper fredeligt side om side, og man føler sig meget velkommen i byen.

Med ’Forelsket i Flensborg’ er man godt forberedt til et besøg i Flensborg, der er meget mere end grænsebutikker.

Bogen er rigt illustreret med fotos, de fleste taget af Hans Christian Davidsen selv, en del er fra Flensborg Avis’ arkiv og enkelte andre.

Hvis jeg skulle udsætte noget på bogen, skulle det være det ringe kortmateriale. De enkelt afsnit er ledsaget af et lille kort med en eller flere røde ofte navnløse prikker. Hvis man ikke færdes hjemmevant i Flensborg, er det umuligt i de fleste tilfælde at vide hvor man er. De kunne med fordel have været suppleret med et oversigtskort på en af flapperne. Men hvis man lige sørger for at have et rigtigt bykort ved hånden, kan man få mange dage til at gå i Flensborg. Og guderne skal vide, at jeg glæder mig.

Hvis man ikke har fået nok, er der mere at komme efter. Hans Christian Davidsen udgav for et par år siden guidebogen ’Danmark syd for grænsen. En kulturguide til Sydslesvig’.

Hans Christian Davidsen: Forelsket i Flensborg. Insidertips fra grænsebyen.
Hovedland, 2021. 295 sider.
Omslag: Svetlana Makarenko

Anmeldelsen blev bragt på Litteratursiden den 20. april 2021

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s