Anmeldelse: At mig dagen fryder – løber i landskab, landskab med løber af Anders Johansen

anders-johansen-at-mig-dagen-fryder_200Poetisk, smuk og personlig foto/essaybog om at løbe på Djursland – i alle årets måneder – i alt slags vejr.

Det er en fryd bare at holde denne smukke lille bog i sine hænder, kigge billeder, læse lidt her og der om at løbe, om Djursland, om at fotografere, om livet og om dettes forgængelighed.

Hvis man læser svenske forfattere som f.eks Arne Dahl og Jan Guillou, kender man også Anders Johansen, for det er hans fortjeneste at deres bøger findes i dansk oversættelse. Han har også skrevet en række romaner for unge og voksne, tilbage i 1980’erne var han kendt som en af Århusforfatterne.

Siden er han flyttet til Djursland og viser sig at være en mere end dygtig fotograf. Uden det store udstyr tager han en række stemningsfulde fotos på sine løbeture, ikke noget med stativ, indstillinger og alt muligt hokus pokus, blot et lille kamera, der kan være i lommen, når man løber. Et bevis på at det ikke er det dyre udstyr, der skaber de gode billeder, men øjet der ser. Og Anders Johansen ser – han ser de små ting, de store vidder på Djursland, han ser lys og skygge, farver, vejr, planter, vandpytter, insekter…

Bøger kan gøre meget ved en, efter at have læst og kigget denne, har jeg besluttet at købe et nyt kamera og genoptage min gamle hobby. Om mine billeder kan leve op til Anders Johansens, vil tiden vise.

Billedteksterne er også sigende: den 22. juni skriver han ‘I en svensk roman, jeg er ved at oversætte, stødte jeg på ordet “skumringsorange”, og den farve måtte jeg da ud og se, om jeg kunne finde. Her til aften fandt jeg den!’skumringsorange_500

Ordet stammer fra Arne Dahl/Jan Arnald.

Det er også givende at læse de mange essays, der bl.a. handler om hvordan han begyndte at løbe, hvad den daglige løbetur gør for ham fysisk men især mentalt. Det er åbenbart en god metode til at rense hjernen på.

Titlen er stjålet fra Jakob Knudsens salme “Se, nu stiger solen af havets skød”, og jeg kan godt forestille mig følelsen af frihed iblandet lidt overmod, når man løber ind i solopgangen.

Det lille forlag Jensen & Dalgaard er værd at lægge mærke til. Ud over ny skønlitteratur, både dansk og oversat, er de ikke blege for at bide skeer med noget helt andet, fx denne smukke foto/essaybog, som fortjener stor udbredelse.

Anders Johansen: At mig dagen fryder – løber i landskab, landskab med løber
Jensen & Dalgaard, 2021. 208 sider

Anmeldelsen blev publiceret på Litteratursiden 13. juli 2021

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s