Krimimessen har nået lømmelalderen

LogoDet første man ser, når man nærmer sig Horsens, er en imposant firkantet bygning, der troner højt over byen. Der er lyskastere, og hvis man ser nærmere efter, er der store ruller af pigtråd på de høje mure. 

Det er Horsens Tugthus, senere Horsens Straffeanstalt og senest Horsens Statsfængsel. Da tugthuset blev taget i brug i 1853 var det udtryk for et nyt syn på afsoning; tidligere blev forbryderne blot gemt væk på ubestemt tid, nu skulle de genopdrages til at være nyttige samfundsborgere. Der blev oprettet værksteder, og tugthuset havde afsætningsaftaler med lokale virksomheder.

Men det blev jo ikke ved med at være tidsvarende, og i begyndelsen af dette århundrede byggede man et nyt topsikret statsfængsel uden for Horsens, hvortil fangerne blev overført i efteråret 2006.

Bygningskompleksets videre skæbne blev diskuteret af Horsens Kommune og forskellige interessenter, resultatet blev FÆNGSLET, en kulturinstitution med Fængselsmuseum, kunstnerværksteder, festivaler og koncerter – det er ganske morsomt at se skilte med ordet Flugtvej i den gamle fængselsgård :-).

Jeg ved ikke om Statsfængslet i mere end én forstand har hvilet som en skygge over byen, men for lidt mere end 15 år siden besluttede biblioteket og lokale boghandlere at vende byens kriminelle ry og begyndte at satse på kriminallitteraturen. I 2001 blev den første krimimesse afholdt som en temadag om nordiske krimier med deltagelse af fem nordiske kriminalforfattere og ca 200 gæster.

Arrangementet dette år og frem t.o.m. 2006 fandt sted på Horsens Ny Teater, hvor forfatterne passerede revy på scenen, mens boghandlernes boder var bagest i lokalet. På en måde var det lidt nemmere, der var ikke så mange valg, der skulle træffes.

Da besøgstallet var jævnt stigende, var det lidt af et scoop, at man i 2007 kunne afholde Krimimessen i det nu nedlagte Statsfængsel. Jeg husker fornemmelsen af at færdes i bygningerne og vide, at de sidste fanger havde forladt dem for kun få måneder siden.

Bortset fra signalværdien i at afholde Krimimessen i et virkeligt fængsel, blev der også plads til flere scener og flere aktiviteter. Efter kun få år på stedet, viste det sig umuligt at flytte tilbage til teatret, men det blev heldigvis heller ikke aktuelt.

Jeg har deltaget i de fleste krimimesser, oplevet fængselsgården i al slags vejr, fra snestorm til varm sol og legende børn, men uanset har der altid været spændende forfattere fra ind-og udland at høre på. Og for en, der holder meget af de nordiske krimier, er det dejligt at de nordiske forfattere altid har været vel repræsenterede.

Konceptet har udviklet sig fra rene interviews til også at rumme paneldebatter om diverse emner, fx husker jeg en “om der er for meget bleskift i de nordiske krimier” ;-). Der har været besøg af folk fra kriminalforsorgen og kriminalpolitiet, så man også kan komme rundt om den virkelige – og måske ikke så underholdende verden, der danner baggrund for så mange timers fornøjelig læsning.

De senere år har man også kørt temaer, i 2015 hed det “Skriver to bedre end én?”, i år er det “Hævn”, og det skal nok blive interessant.

I år fylder Krimimessen 15 år, og det er den 10., der afholdes i Fængslet. Den har vokset sig stor og stærk og livskraftig og skal nok komme ud over teenagealderen.

Se programmet og følg med i eventuelle ændringer på Krimimessens hjemmeside.  Her kan man også købe billetter til en weekend i selskab med forbrydere, hævnere og – ikke mindst – forfattere, samt andre bogelskere. Husk dankortet, for der er sikkert gode messetilbud, som man ikke skal gå glip af.

Skriv en kommentar