Anmeldelse: Pesten i Bergamo af J. P. Jacobsen

Hvad kan en altomfattende krise, som f.eks. den nuværende Corona-krise, gøre ved et samfund? J. P. Jacobsens uhyggelige beskrivelse, af da pesten kom til Bergamo, er et bud.

Denne lille novelle er et skoleeksempel på et samfund i opløsning. Da pesten kom til den nye by, flygtede befolkningen i den tro, at man stikke af fra sygdommen. Det kunne de ikke, de tog den med og spredte den til de bønder og andre, der tog imod flygtningene i god tro. Derfor kunne befolkningen i den gamle by på toppen af bjerget ikke flygte, bønderne var blevet kloge af skade og modtog dem med våben i hånd og skød dem ned som gale hunde.

Derfor samlede bjergbyens beboere sig om hinanden, sammenhold måtte være sagen. De forsamledes i kirken og bad til Gud, de gav de døde en værdig begravelse, de opførte sig anstændigt. Men lige lidt hjalp det, flere og flere blev syge, det hjalp ikke engang, da de udnævnte Den Hellige Jomfru til borgmester. Så vendte de Gud ryggen, og det blev alles kamp mod alle. Man åd, drak og horede, man spyttede på Den Hellige Jomfru.

Det er en meget uhyggelig  beskrivelse af et samfund i opløsning, et samfund, der kunne være vores i dag, hvis vi ikke havde den viden, vi har, hvis vi ikke havde lært at holde sammen – på afstand.  Den umiddelbare hamstringsbølge, vi så efter Statsministerens meddelelse den 11. marts, varslede, hvad det menneskelige urinstinkt byder en: nemlig at sørge for sig og sine – og helst før de andre.

Middelalderens kirker var veritable smittebuler, og vand og sæbe var direkte sundhedsfarligt.  Her til morgen læste jeg en artikel om et evangelisk samfund i Mulhouse (Frankrig), der i februar i år afholdt en Marathon-gudstjeneste på 5-6 dage med deltagere fra hele verden. Gamle venner mødtes, man kyssede og krammede, ikke et øje tørt. Sådan spredtes Covid-19 pludselig til en række europæiske og oversøiske lande. Så det var ikke blot i middelalderen, kirkerne var smittesteder – selv om man i dag har større kendskab til hygiejne.

Det er en uhyggelig lille novelle, især den første del, der beskriver samfundets og menneskelighedens forfald. Hvad ville man selv gøre i situationen? Siden får de besøg af en gruppe flagellanter, og den del bærer mere præg af forfatterens ateisme.

Jeg har ikke læst J. P. Jacobsen siden gymnasiet og blev ramt af hans stil.  Måske skulle man kaste sig over ‘Fru Marie Grubbe’ (igen), da jeg har læst Steen Steensen Blicher og Lone Hørslevs bøger om hendes liv (‘Brudstykker af en landsbydegns dagbog’, 1824, og ‘Dyrets år’, 2014)
NB: Anmeldelsen er skrevet ultimo marts 2020

J. P. Jacobsen: Pesten i Bergamo (novelle)
Findes bl.a. i. Mogens og andre noveller. Gyldendal, 2012 (Moderne retskivning)

Lån bogen på biblioteket eller i eReolen